Vejbygningsfagene var oprindeligt ét fag, som sammen med vandbygning og husbygning udgjorde stammen i den "nye" uddannelse for bygningsingeniører i 1857. Underviser var the one and only tidligere havnebygmester, professor L.F. Holmberg.
Først i 1894, krævede områdets størrelse, at det blev det i to. Vejbygning fik hermed sit eget professorat under professor Alfred Lütken. I 1916 blev faget udvidet yderligere med et docentur, som blev besat med premierløjtnant i ingeniørkorpset A. R. Christensen.
Lütken beretter i Den Polytekniske Læreanstalt samlinger, laboratorier m.m. fra 1910, at ”undervisningen i den videst mulige grad støtter sig på det praktiske liv og de mest dagligdags tekniske fænomener fra gader og stræder…” Og om opgaver i jernbanebygning fortæller han hvordan ”eleverne rekognoscerer terrænet inden linjen fastslås”, men beklager, at det er lidt svært for læreren at følge med, fordi området er så stort og eleverne mange!
Lütken var udover at være professor og underviser også en flittig lærebogsforfatter. Han udgav sine forelæsninger i fine og detaljerede håndskrevne bøger. I Forelæsninger over Vej – og Jernbanebygning fra 1898 bruger han fx 6 sider på detaljeret at forklare hvordan en vejtromle er opbygget.
Faget fik sit eget laboratorium i 1937, under ledelse af A. R. Christensen og med hjælp fra docent og senere professor C. Q. Bay. A. R. Christensen var desuden en populær arrangør af studierejser, bl.a. til Sverige, Frankrig og Belgien. For mange studerende var det første rejse til udlandet.
I 1949 udvides faget til også at omfatte Byplanlægning under professor P. H. Bendtsen.
Da laboratoriet i 1971 flyttede til Lundtofte, blev navnet ændret til Instituttet for vejbygning, trafikteknik og byplanlægning.
I 1976 blev det til Institut for Veje, Trafik og Byplan. I 1996 bliver det lagt sammen med 3 andre institutter til Institut for Planlægning. I 2001 bliver området skilt ud og bliver til Center for trafik og transport under BYG. Området hedder i dag Transport DTU.