Skandale i maskineriet
Blot tre år efter oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt blev faget maskinlære ramt af en skandale. Undervisning i maskinlære på universitetsniveau var nyt og ukendt territorium, mens de fleste andre fag var genbrug af eksisterende kurser fra Københavns universitet. Læreanstaltens bestyrelse vægtede naturvidenskaberne højt og havde kun en vag forestilling om indholdet i det nye fag. Alvorlige problemer var i sigte.
Det var professor i matematik ved Kunstakademiet og observator i observatoriet på Rundetårn Georg Frederik Ursin (billedet), der underviste i maskinlære fra Læreanstaltens åbning. Han stod bag det oprindelige forslag fra 1827 om en polyteknisk skole, hvor man kombinerede en håndværkeruddannelse med naturvidenskabelige emner.
Virkelighedens Polytekniske Læreanstalt var meget anderledes end Ursins idé, som H.C. Ørsted behændigt brugte til at skabe en videnskabeligt orienteret institution. Læs mere om baggrunden for oprettelsen af Læreanstalten her.
Skandaleeksamen
Maskinlære indgik i én af Læreanstaltens to uddannelsesretninger: Mekanik. Ifølge reglementet skulle mekanikstuderende have øvelser i geometrisk tegning og maskintegning. De skulle også vide hvordan man fremstiller maskiner, både i teori og praksis.
Ifølge historikeren Dan Ch. Christensen mødte de studerende på Mekanik linjen Danmarks bedst kvalificerede undervisere på det tidspunkt, både i maskinlæren og i hjælpefagene. På papiret lød det godt, men i virkeligheden gik det galt.
Ved den første eksamenen i 1832 dumpede fem ud af seks studerende i maskinlære og teknologi, godt hjulpet på vej af censor F.E. von Prangen. Han kom fra den rivaliserende institution, Den Militære Højskole, og kunne ikke udstå akademikere. De studerende klagede, hvilket udløste en offentlig skandale. Det var en trist affære for den nystartede uddannelsesinstitution.
Ursin mod tidsånden
Hvorfor gik det galt? De historiske kilder giver ikke et entydigt svar.
I samtiden fik Ursin skylden for de dårlige resultater og blev afskediget ved kongelig resolution. Men måske skyldtes problemerne ikke kun Ursin. Historikeren Michael F. Wagner skriver, at en negativ holdning overfor de praktiske fag blandt mekanikstuderende kunne være en del af forklaringen. På den tid så bedre kredse ned på håndens arbejde og Læreanstalten rekrutterede hovedsagligt borgerskabets børn.
Kilderne viser, at de studerende på mekaniklinjen sjældent dukkede op til tegne- og værkstedsundervisning. De praktiske fag var ikke obligatoriske og de naturvidenskabelige fag dominerede i det hårdt pressede undervisningsskema. Den manglende flid i værkstedet fik bestyrelsen, hvor professorerne fra Københavns Universitet herskede, til at sløjfe denne undervisning helt, bare et år efter Læreanstaltens åbning.
Historikeren Dan Christensen mener, at Ursin ikke havde en chance. I Naturens tankelæser skriver Christensen om maskinlære:” Det var et nyt fag i Danmark. Der var ingen lærebøger, der var ingen teori, der var ikke engang en sammenhængende beskrivelse af fagets indhold. Ursin var derfor anbragt på en uriaspost.”
Teori og praksis
Med Ursins afgang blev undervisningen i maskinlære ikke umiddelbart bedre. Wagner skriver: ”Skandalen må derfor ses som et symptom på det skisma, der fra starten herskede mellem teori og praksis i læreanstaltens curriculum.” Den uheldige Ursins egentlige opgave var at skabe et helt nyt område, hvor han integrerede eller i det mindste forbandt de to tilgange. Det lykkedes ikke.
Senere kritikere har ment, at det teoretiske grundlag for mekanikken blev forsømt på Læreanstalten og at Ursins undervisning var lavpraktisk. Men Ursins hovedrolle i udviklingen af faget maskinlære var muligvis ikke den oprindelige plan. Ifølge Michael F. Wagner skulle Læreanstaltens matematiklærer Henrik Gerner von Schmidten måske sørge for at mekanikken blev udviklet teoretisk. Men Schmidten led af tuberkulose og bidrog ikke meget til den faglige planlægning.
Håndværkeren blev polytekniker
Ved den første eksamen i maskinlære bestod én studerende. Han hed Julius Wilkens, var udlært kunstdrejer og havde erfaring med metalarbejde. Wilkens tog eksamen i mekanik og kemi på én gang og derfor fik han en anden opgave end de andre fem eksaminader i maskinlære. Som studerende var Wilkens flittig og samvittighedsfuld. Man ved, at han var den af de seks, der havde det laveste fravær i tegning.
Mange ting kan spille ind på Wilkens succes. Måske gav håndværkeruddannelsen ham en anden forståelse af maskinlæren. Måske betød det noget, at han var flittig og dukkede op til den praktiske undervisning.
I 1836 vendte Wilkens tilbage til Læreanstalten som underviser. Her fik han og Christian Gottfried Hummel hul på problemerne i maskinlære og teknologi. Den iltre Wilkens blev også fortaler for, at undervisningen på Læreanstalten skulle være mindre teoretisk og mere rettet mod anvendelse.
Læs mere:
Læreanstaltens første tid
Læreanstalten og ingeniørstanden modnes
Kilder:
Biografiske Oplysninger Angaaende Den Polytekniske Læreanstalts Kandidater 1828 – 1929, , Dansk Ingeniørforening, 3. Udgave ved R. Jespersen, 1930
Christensen, Dan Ch.: Naturens tankelæser, En biografi om Hans Christian Ørsted. Bind 2. Københavns Universitet 2009.
Wagner, Michael F.: Det polytekniske gennembrud. Århus 1999
Lundbye, J.T.: Den Polytekniske Læreanstalt 1829-1929. København 1929
Dansk Biografisk Leksikon, Tredje udgave, København 1984
DTU Historie- og samlingsdatabase