Faget mineralogi, geognosi og jordbundslære havde fra læreanstaltens oprettelse været et fag for kemiingeniørerne. Underviser var de første ca. 30 år professor ved Københavns universitet J.G. Forchhammer. Men med oprettelsen af bygningsfagene i 1857 fik faget et bredere sigte, og Forchhammer ansatte en assistent, cand. polyt. Johannes Frederik Johnstrup.
Efter Forchhammers død varetog Johnstrup undervisningen, også i ca. 30 år, og han opnåede sågar at blive læreanstaltens mest populære lærer. Senere kom Niels Viggo Ussing, endnu en afholdt lærer.
Undervisningsbyrden blev med tiden for stor for den pågældende professor i faget ved Københavns universitet, og i 1910 blev der oprettet et docentur i geologi ved Den Polytekniske Læreanstalt, som gik til Ove Balthazar Bøggild.
Bøggild tog sig af undervisningen for læreanstaltens bygningsingeniører, mens professoren ved KU tog sig af undervisningen af kemikerne. Bøggild har beskrevet undervisningen således: "Hensigten med undervisningen i mineralogi er væsentlig at give de studerende øvelse i at foretage en på én gang hurtig og sikker bestemmelse af et forelagt mineral, så vidt en sådan er mulig uden fuldstændigere kemiske eller fysiske undersøgelser. Eleven begynder for hvert mineral med at beskrive de ydre egenskaber og går herefter over til blæserørsforsøg, hvormed smeltelighedsgraden og indholdet af de mest karakteristiske grundstoffer bestemmes. Dette foregår hovedsageligt ved smeltning med soda og kul og iagttagelse af de derved dannede metalkorn eller beslag, eller ved opløsning i boraks- eller fosforsaltperler eller også ved frembringelse af flammereaktioner."
I 1942 blev faget opnormeret til et professorat i teknisk geologi, som blev besat med den daværende docent, cand. polyt. Alfred Rosenkrantz. Kemiingeniørernes undervisning lå indtil 1963 på universitetets mineralogiske institut, hvor Hans Pauly blev udnævnt til professor i krystallografi og mineralogi ved DTH.