Gennem tiden har en ingeniør anvendt en lang række hjælpemidler i processen fra idé til den fuldstændigt specificerede løsning. Èt hjælpemiddel har haft en fundamental betydning siden DTU åbnede i 1829 – nemlig tegninger. Tegningerne lærte de studerende at finde løsninger på tekniske problemer og at dokumenterede dem.
Faget Tegning blev fra starten delt mellem 2 lærere, Ursin og Hetsch, som skulle undervise i hhv. tegning af maskiner og deskriptiv geometri. Det var samtidig disse to lærere, der havde set perspektivet og vigtigheden i indførslen af tegneundervisning for ingeniørstuderende.
Men når det kom til den praktiske undervisning, så var Ursins bidrag i følge nogle studerende "lig Nul", mens Hetsch trods udfordringer forsøgte at skabe en undervisningspraksis med sine 12 skemalagte timer.
Hetsch havde før undervist på Kunstakademiet, som havde oplevet en stor tilstrømning af studerende på grund af ham, men på læreanstalten stod det anderledes til, for her blev de studerende væk. Af grunde nævnes bl.a. Hetschs assistent, snedkermester Olsens manglende indsigt i teori og vejledning, samt Hetschs langvarige sygdom, som i sidste ende bevirkede at en ny underviser måtte ansættes.
Nye toner
Efterfølgeren for Hetsch blev cand. polyt. Hummel, som fik rettet undervisningen til, så særligt tegning af maskiner blev væsentligt styrket. Undervisningen under Hummel bestod bl.a. også af croquistegning af fabriksanlæg og konstruktion af maskindele. Hummel indførte 4 obligatoriske prøvetegninger for mekanikere, fx tegning af et maskinanlæg, og 2 for kemikere, fx opmåling og tegning af et virkeligt udført fysisk eller kemisk apparat.
Hummel indførte også mere disciplin på tegnestuen, fordi der tidligere havde hersket "en vel ubunden Frihed”. Hummel prægede tegneundervisningen på læreanstalten i ca. 36 år på sin konstruktive måde, men det skulle snart blive ændret.
Ravnerok
For efter Hummels død blev undervisningen overdraget til observator ved Københavns Observatorium og assistent ved tegneundervisning H.C.F.C. Schjellerup. Hurtigt efter blev maskinkonstruktion skilt fra. Schjellerup var ikke på samme måde dedikeret til sit fag, med det resultat, at tegneundervisningen hurtigt gik hen og blev ”aandløs Tegning”. Den ”ubundne Frihed” som Hummel fik rettet op på, blev genindført. Schjellerup ”gik ikke Stuegang, men sad inde på sit Kontor….og man kunne passe sig selv”. Nogle studerende begyndte sågar også at tilbringe ferier og søndage i tegnestuen og ”hos Portneren bestilte man de Drikkevarer man ønskede, og denne Mand skal have haft en stor Omsætning.”
Bestyrelsen greb til sidst ind og forbød ”Spirituosa” på læreanstalten, som også tobaksrygning blev forbudt. Det sidste forsøgte 100 studerende at gå imod med en protestskrivelse, med det resultat,at der blev indført endnu et forbud, nemlig forbud mod rygning til eksaminer.
Benhårdt håndarbejde
Ved århundredskriftet begyndte der for alvor at komme gang i udviklingen af tegneundervisningen. Faget fik sin første professor, E. P. Bonnesen. Professoren beskriver således, i 1910, formålet med faget:
”Undervisningen er beregnet på, at den vordende Ingeniør skal lære at benytte dette Middel til Fremstilling af sine Tanker på en rigtig og tiltalende Måde. Der lægges derfor ved Undervisningen særlig Vægt på Nøjagtighed, men der indøves tillige sådanne Færdigheder, som mere tager Sigte på det ydre Udstyr af Tegninger, således Skrift, Skygning og Farvelægning, samt for Bygningsingeniørerne Signaturtegning. Desuden øves Kalkering og Pantografering af Hensyn til de Krav, de vil møde straks ved Udtrædelsen i det praktiske Liv, og for maskiningeniørerne gives der Lejlighed til Øvelser i Brug af Planimeter af Hensyn til de senere Øvelser i Maskinlaboratoriet.
Undervisningen blev gradvis mere og mere målrettet i forhold til de respektive studieretninger. Underviserne lagde stor vægt på projektionstegning til fastlæggelse af form og geometri. Tegninger på papir var eneste mulighed for at fastholde en teknisk løsning i 2D og 3D. Tegning på kalkepapir muliggjorde kopiering ved lystryk (blueprint). Blueprint var en vigtig opfindelse i 1800-tallet. Teknikken gjorde det muligt hurtigt og præcist at kopiere en teknisk tegning.
Antallet af undervisningstimer voksede og indbefattede øvelsesrækker i hhv. frihåndstegning, faglig tegning, præcisionstegning og deskriptiv geometri. Vægtningen af den frie geometriske tegning holdt man dog fat i, og det betød bl.a. at lineal var forbudt i de første 4 semestre på læreanstalten.
Det tog tid at tegne. Derfor solgte ældre studerende tegninger til de yngre, der svedte over opgaverne. Den praksis blev stoppet med en særlig hullemaskine, så tegningerne ikke kunne genbruges i opgaveafleveringer
Fra manuel til digital tegning
Fra 1980’erne bevægede tegningsfaget sig fra de manuelle metoder og redskaber mod digitaliseringen, i første omgang gennem 2D programmer, CAD, senere via programmer, der kan håndtere digitale 3D modeller af konstruktive løsninger, hvor tegningerne er automatiske output fra modeller på linje med andre output som styklister m.m. 3D værktøjerne har således markeret et paradigmeskift, idet de skaber concurrency, ”koordinering”, mellem tegningerne og behandler rumlige problemstillinger i sand 3D.