Vandbygning var oprindeligt ét fag sammen med vej- og husbygning, under den "nye uddannelse" for bygningsingeniører, som Den polytekniske Læreanstalt udbød fra 1857. Underviser var tidligere havnebygmester, F. L. Holmberg. Holmberg underviste enemand i alle fag indtil 1892, hvor der blev oprettet et docentur i vejbygning. Selv fortsatte han ufortrødent med at være eneunderviser på Vandbygningsfaget indtil 1897, hvor han måtte give stafetten videre til cand. polyt. Carl Philip Teller.
Teller var en populær lærer, som ikke gik i vejen for lidt sjov. I Lundbyes bog ”Den polytekniske Læreanstalt” fra 1929 kan man læse et eksempel. ”Da et bolværk i København var skredet ud, fordi Atlanterhavsdamperne lå her og rørte deres skruer, gav Teller os anvisning på at gå ned og se på det og lære af de mangler, der var; men da adgang var forbudt, lærte han os, hvorledes nogle skulle kigge ind gennem den ene port, mens politibetjenten jagede de andre bort fra den anden.”
Efter Teller blev der afholdt en konkurrence om professorstillingen og den blev vundet af cand. polyt. Palle Bruun, som desværre døde året efter. Palle Bruun opremser i bogen om læreanstaltens laboratorier fra 1910, 4 praktiske øvelser som de studerende i vandbygning skulle igennem: ”Kendskab til vand bevægelser, konstruktion af en mindre del af et værk fx hovedet til en kammersluse, konstruktion af kajindfatning og konstruktion af et mindre havnebygværk.”
Som efterfølger blev Georg Lorenz Schønweller i 1911 udnævnt til professor, mens Jon Julius Munch-Petersen blev ansat i en docent.
Efter Schønwellers forslag blev der i 1919 indført undervisning i Kulturteknisk Vandbygning med Munch-Petersen som fagets professor. Fra 1928 var der 2 laboratorier ved faget, hhv. Laboratoriet for hydraulik (Munch-Petersen) og Laboratoriet for havnebygning og fundering (Schønweller).
Schönweller iværksatte bl.a. et omfattende forsøgsarbejde, i forbindelse med bygningen af flere havneanlæg ved Vestkysten. Forsøgene blev først udført på et interimistisk laboratorium bag Militærhospitalet i Rigensgade og fra 1938 i det permanente laboratorium, som var blevet indrettet på Den polytekniske læreanstalt i Østervoldgade.
Ordningen med de to hovedområder varede indtil 1955, hvor Laboratoriet for fundering blev udskilt fra havnebygning, hvorefter Laboratoriet for hydraulik og havnebygning sluttede sig sammen i Institut for strømningsmekanik og vandbygning (ISVA).
I 1950 blev H. Lundgren udnævnt til professor og 1963 F. Engelund. I 1974 blev der tillige oprettet et professorat i hydrologi, som gik til Eggert Hansen.
I 2001 kom området under Miljø & ressourcer DTU og senere under BYG.
Billedtekst: Model af stenkastningsmole armeret med tetrapoder ved Safi Marokko. Målestoksforhold 1:100.