Den Polytekniske Læreanstalt og ingeniørstanden modnes

Den Polytekniske Læreanstalt gik ind i en mere stabil periode efter den forudgående krise. De spartanske bygningsforhold blev afløst af paladset på Sølvtorvet (Link) i 1890, der kan ses som et symbol på polyteknikerens forøgede anseelse. Perioden er næsten sammenfaldende med Københavns industrialiserings anden fase, der forgik fra 1865-1896. I denne fase bliver industrien udbygget og stabiliseret. Det samme kan siges om ingeniørprofessionen. Ingeniørernes professionalisingsprocesser begyndte, og man kan spore en ikke ubetydelig polyteknisk indflydelse på moderniseringen.

I det følgende betegnes kandidater fra Den Polytekniske Læreanstalt som polyteknikere.

Udviklingen på Den Polytekniske Læreanstalt

Efter undervisningsreformerne i 1860 stod Læreanstalten på et solidt fundament, der inkluderede mekanik, kemi og bygningsområdet. Dette var, som historikeren Henrik Harnow (1998) udtrykker det, en stabiliserings og modningsperiode for Læreanstalten. Undervisningsreformen medførte en delvis opdeling mellem en teoretisk/grundvidenskabelig første del og en anden del, der indeholdt tekniske fag, ekskursioner og praktiske øvelser.  

Grundvidenskab og tekniske fag

Undervisningen af polyteknikere på første del foregik på et højt fagligt niveau sammen med studerende fra Københavns Universitet. De grundvidenskabelige fag inkluderede fysik, kemi og matematik. Underviserne på 1. del var yderst kompetente lærere som eksempelvis kemikeren Julius Thomsen, der udmærkede sig internationalt. Men denne undervisning fokuserede ikke på praktisk ingeniørmæssig anvendelse.

Der var ganske få tekniske lærere, der underviste på anden del. Af disse kom J.F. Wilkens, C.G. Hummel og L.F. Holmberg til at spille en afgørende rolle for den højere tekniske undervisnings gennembrud i Danmark. De tre forskere var ikke internationale kapaciteter, men var kompetente og arbejdsomme folk. I anden halvdel af 1800-tallet udviklede de tekniske ingeniørfag sig hen mod en videnskabelig tilgang og pålidelig teoridannelse. Matematik og andre teoretiske redskaber blev anvendt til at analysere vanskeligere ingeniørmæssige problemer. Dette blev introduceret på Læreanstalten og øgede de tekniske læreres anseelse blandt de videnskabeligt orienterede lærere.

De tekniske fags stilling

I 1872 overgik Læreanstalten til at optage studerende hvert år frem for hvert andet år, og i 1884 blev der gennemført en ny studieplan. I forbindelse med denne blev de tekniske læreres status styrket. De fik for første gang plads i lærerråd og fik dermed formel indflydelse på Læreanstaltens forhold.

Antallet af kandidater

Frem til ca. 1850 var der på intet tidspunkt mere end syv kandidater, der udgik fra Læreanstalten på et år. Der var kun en svag vækst herefter og først i 1870 steg det mere, og afgangstallet var først oppe på 20-25 i 1880erne. I 1849 havde Læreanstalten gennem hele sin eksistens uddannet 67 kandidater, mens tallet var steget til 480 i 1889, heraf var 40 % bygningsingeniører.

I perioden frem til 1850 fandt 1/3 af de polytekniske kandidater ansættelse som lærere på forskellige niveauer i undervisningssystemet. I tiåret frem til 1890 faldt dette tal til 10 %. Ingeniørerne var i slutningen af perioden begyndt at få en betydelig indflydelse i industrien, hvor hele 23,6 % af kandidaterne arbejdede. Antallet af rådgivende ingeniører og entreprenører var stadigvæk begrænset (hhv. 3,5% og 1,5%) i 1889, og 7 % af ingeniørerne arbejdede i udlandet.

Behov for større lokaler

Der var ikke nok plads i Læreanstaltens auditorier. Dette var ikke på grund af de polytekniske studerende som sådan. Men på 1. del blev de undervist sammen med studerende fra Københavns Universitet, og folk udefra købte adgangskort til forelæsningerne. Som Julius Thomsen beskrev det: ”Naar Auditoriet er nogenlunde godt besat bliver derfor Luften meget snart ganske utaalelige ... Benyttes nu Auditoriet til chemiske Forelæsninger, da ere Tilhørerne endnu værre farne; thi alle Dampe, som uundgaaeligt fremtræde ved en Mængde Forelæsningsforsøg, blande sig med Luften i værelset og foruleilige Tilhørerene”. I anden sammenhæng beskrev han lokalerne: ”Der gives sikkert i Udlandet ikke en eneste Forelæsningssal for Chemien som i Slethed kan maale sig med den polytechniske Læreanstalts”.

En mindre udvidelse af Læreanstaltens bygninger i 1860-61 forbedrede lokaleforholdene en smule. Især de kemiske laboratorier fik et løft, mens maskiningeniørerne endnu manglede værksteder til praktiske øvelser.

Der skulle gå lang tid, inden det blev bedre. En klage fra Læreanstalten til ministeriet i1871 om lokaleforholdene fik ministeriet til at nedsætte en kommission der afgav betænkning i 1875. Kommissionen anbefalede en flytning og udvidelse af Læreanstalten. I 1884 var der endnu ikke sket noget, og et udvalg kom til samme konklusion som kommissionen. Først i 1887 gik forslaget igennem Folketinget og Landstinget. Direktør C.V. Holten forsøgte at få byggeplaner gennem ”Bevillingsmyndighedernes Skærsild”, men det blev direktør Julius Thomsen, der indviede Sølvgadekomplekset i 1890, et bygningsværk der reflekterede ingeniørens øgede status i samfundet. Denne nye status var blandt andet en konsekvens af ingeniørernes foreningsdannelser.

Professionaliseringstiltag og foreningsdannelser

I anden halvdel af 1800-tallet opstod hvad Harnow betegner som proto-professionelle foreninger, der søgte at monopolisere dele af det tekniske område og at påvirke samfundet. Disse inkluderer Den polytekniske Forening (1845/46), Polyteknisk Samfund (1849), Den private Ingeniørforening (1856) og Den tekniske Forening (1874). Ingeniørerne var endnu ikke en veldefineret gruppe, og folk med forskellige baggrunde beskæftigede sig med det samme område. Det blev lidt senere Dansk Ingeniørforening (1892), der blev den første egentlige professionsforening. Foreningen banede vejen for ingeniørernes indflydelse, medvirkede til at opbygge deres selvtillid og var med til at definere den polytekniske selvforståelse.

Industrialisering

I 1840’ernes København kunne man se fabrikker og fabriksmæssig drift i større antal. Der var i 1848 ca. 8.500 arbejdere i København, et tal der var steget til ca. 21.000 i 1872. Et andet mål for industrialiseringen og samfundets øgede afhængighed af teknik er antallet af tekniske betænkningssager og patenter, som Læreanstalten skulle vurdere for staten. Antallet af sådanne sager steg kraftigt fra 113 i perioden 1829-38 til 2.352 i perioden 1869-78.

Industrialiseringens anden fase i København fra 1865-1896 var karakteriseret ved udbygning og stabilitet. Der skete ikke en væsentlig forøgelse af mekaniseringen. Man anvendte kendt teknologi, og varegrupperne blev ikke forandret frem til 1890’erne. Dampkraft leverede 20 % af energien til industrien i 1872. Senere i perioden udfordrede gasmotorerne dampmaskinerne. Øget byggeri og forøget købekraft fra landbruget medførte efterspørgsel efter forarbejdede varer, især fra maskin- og jernindustrien. Få tekniske anlæg var så avancerede, at man kunne udnytte ingeniørviden. Der var dog undtagelser inden for ølproduktion, beton-, sukker- og spritfabrikker foruden enkelte virksomheder som Øresunds kemiske fabrikker (1859) og Burmeister & Wain (1859). Men betyder det så, at polyteknikerne ikke havde indflydelse på industriens udvikling og moderniseringen?

Polyteknikeren: Usynlig eller ubetydelig?

Traditionelt set har polyteknikernes betydning for den danske industrialisering og den teknologiske modernisering været betragtet som begrænset. I den almindelige historieskrivning får polyteknikerne kun lidt omtale og flere fremstillinger hævder, at polyteknikerne ikke havde særlig stor indflydelse frem til år 1900. Henrik Harnow har imidlertid påvist, at denne opfattelse må revideres. 20 % af de polytekniske kandidater havde i 1879 ansættelse i industrien og tallet steg frem til 1890.

Polyteknikerne og infrastrukturen

Ingeniørerne spillede en central rolle i forbindelse med etableringen af Danmarks infrastruktur. Selv om militæringeniører ikke bare fastholdt deres positioner ved anlæggelse af jernbaner, men overgik til ledende poster, fik polyteknikerne også ansættelse ved disse projekter. Polyteknikere fik høje poster indenfor vand-, gas- og telegrafområdet. Ligeledes fik de stor betydning for de danske byers modernisering og vækst gennem ansættelse i den nye stillingskategori som Stadsingeniør. Faktisk dominerede Læreanstaltens kandidater fra begyndelsen dette område. En fremtrædende stadsingeniør var Københavns stadsingeniør, Ludvig August Colding. Han var landets førende ekspert inden for sanitære forhold og vandforsyning og underviste i dette på Læreanstalten.

Konkurrerende grupper 

Kandidaterne fra Den Polytekniske Læreanstalt bestred således poster i det danske samfund, der havde betydning for industrialiseringen og moderniseringen. Men der var også andre, der beskæftigede sig med samme område så som praktiske ingeniører, det vil sige ingeniører, der ikke havde en formel uddannelse, men som havde lært fra andre ingeniører samt militæringeniører. Militæringeniørerne arbejdede dog primært inden for jernbaneområdet. De praktiske ingeniører fik en langt mindre betydning i Danmark end i England, men fandt hovedsageligt ansættelse inden for bygningsområdet og maskinområdet.

Hvad betød ingeniørerne for industrialiseringen?

Polyteknikerne spillede således mangfoldige roller i den danske moderniseringsproces 1850-1890. De var lærere og embedsmænd som tidligere, men deres betydning rakte ud over disse områder. De spillede en central rolle for udbygningen af infrastrukturen så som telegraf, jernbane, byudvikling samt gas- og vandforsyning. Den polytekniske indflydelse var i industrien specielt udtalt inden for den teknisk-kemiske industri. Her fik kandidaterne fra Læreanstalten ofte ansættelse som for eksempel tekniske direktører og fabriksbestyrere. De førende firmaer inden for jern og metal industrien havde desuden fra 1870’erne mindst en polytekniker ansat. G.A. Hagemann er et fremtrædende eksempel på en industriingeniør. Harnow konkluderer forsigtigt, at polyteknikernes rolle i sidste halvdel af 1800-tallet ”under ingen omstændigheder [kan] betragtes som ubetydelig”.

Læs mere:

Harnow, Henrik,

”Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Danske ingeniørers uddannelse, professionalisering og betydning for den danske moderniseringsproces.”

Systime 1998.

Hyldtoft, Ole

”Københavns Industrialisering 1840-1914”

Systime, 1984