1829
Den danske kongemagt havde et ønske om at bruge videnskab til at fremme landets velfærd og anseelse samt et ønske om en håndværkerskole på højere niveau. Det er i det lys, at oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt skal ses. Men det var dog kun det første behov, der blev tilgodeset, da Læreanstalten blev realiseret. Kunstakademiets professor G. F. Ursin og H.C. Ørsted var ledende kræfter i arbejdet med at bane vejen for og etablere Den Polytekniske Læreanstalt.
Baggrunden for oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt
Kongemagt og Naturvidenskab
1700-tallets fremherskende økonomiske og statsteoretiske strømninger var merkantilisme, kameralismen og fysiokratismen. De tre strømninger understregede alle vigtigheden af indtægterne fra landbrug, skovbrug og bjergværksvirksomhed i Norge. Viden fra naturvidenskaberne kunne medvirke til en øget produktivitet og dermed styrke landets økonomi. Kongemagten forsøgte derfor at få Københavns Universitet til at indføre naturvidenskab i løbet af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.
Københavns Universitet satte sig imod
Københavns Universitet var imidlertid ikke interesseret i at introducere nye fag og slet ikke i praktisk orienteret undervisning. Desuden var universitetets økonomi betrængt, og professorerne frygtede reducering i deres løn, hvis der kom nye fag til. Som konsekvens oprettede kongemagten i første instans en række naturvidenskabeligt orienterede institutioner uden for Københavns Universitet så som Theatrum Anatomicuo-Chirurgium (1737), Den Botaniske Have (1759) og Den Charlottenborgske Natural-Husholdnings Samling (1759). Institutionerne blev efterfølgende givet til Københavns Universitet.
Der var behov for at oprette professorater inden for de naturvidenskabelige fag. I 1752 skulle Georg Christian Oeder have tiltrådt et professorat i ”oeconomie”, dvs. naturhistorie. Universitetet saboterede imidlertid tiltrædelsen ved at afvise ham på grund af manglende latinkundskaber. Denne manøvre kunne de dog ikke gentage året efter, da Christian Gottlieb Kratzenstein blev kaldt til et professorat i ”Physices experimentalis”. Han var i forvejen en anerkendt professor, og derfor turde man ikke underkaste ham den samme behandling som Georg Christian Oeder. Det nye professorat i eksperimental fysik lå under Det medicinske Fakultet, da man anså faget som en støttedisciplin til fysiologi. Staten gennemførte desuden universitetsreformer i 1788 og 1796. Reformerne gjorde det muligt at oprette yderligere professorater i naturvidenskabelige fag. Naturhistorie kom til i 1795 og Botanik i 1797. Ændringerne var dog langt fra nok til at skabe et fagligt grundlag for naturvidenskaberne i Danmark.
H.C. Ørsteds reformforslag
I begyndelsen af 1800-tallet kom H.C. Ørsted gentagne gange med forslag til at styrke de naturvidenskabelige fag, specielt teoretiske fag, der kunne føre til praktisk anvendelse. På en af H.C. Ørsteds videnskabelige dannelsesrejser i udlandet, besøgte han i 1803 den berømte École Polytechnique i Paris. Begejstret skrev han tilbage til Danmark om institutionens fortræffeligheder.
Apoteker Manthey arbejdede på det tidspunkt for at få oprettet et kemisk teknisk institut i København, som han gerne så H.C. Ørsted som leder af. Men tiden var endnu ikke til en sådan institution i Danmark, og H.C. Ørsted havde vigtigere planer end at lede et praktisk orienteret kemisk institut: Han havde fokus på at styrke de naturvidenskabelige fag! Naturvidenskaben, mente H.C. Ørsted, burde være en del af den almene dannelse. Hans planer mislykkedes dog i første omgang. Både H.C. Ørsteds forsøg på at reformere apotekeruddannelsen (noget der lå ham nært, da han var uddannet apoteker) og hans tiltag til at styrke andre videnskabelige fag slog i første omgang fejl. Fra uventet hold fik H.C. Ørsted imidlertid en ny chance for at gennemføre sine planer.
Kunstakademiets bøller
I 1827 indsendte professor G.F. Ursin fra Det Kongelige Danske Kunstakademi et forslag til kongen, Frederik VI, om oprettelsen af en håndværkerskole. Baggrunden for forslaget var, at Kunstakademiet havde problemer med de håndværkere, de skulle undervise. Ved siden af håndværkernes traditionelle mesterlære var der siden anden halvdel af 1700-tallet et tilbud om et teoretisk supplement til mesterlæren. Denne ordning var kommet i stand i 1771 på Kunstakademiet, da akademiet under Struense fik et nyt reglement, der pålagde dem at styrke tegneundervisningen og udbrede undervisningen til håndværkerstanden.
De unge læredrenge, der skulle undervises, gav anledning til store disciplinære problemer. Som Nyrup udtrykte det: ”Det højfornemme, stille Akademi gik over til at blive en folkelig Læreanstalt med en stærk tiltagende, larmende Elevskare”. Akademiets skare på 291 elever blev næsten fordoblet fra 1772 til 1776. Direktøren advarede allerede i 1772 eleverne om, at politimesteren havde instrueret politibetjenten om at smide eleverne i ”Raadsturarresten” ved den ”ringeste Alarm”. Det hjalp åbenbart ikke. I 1803 klagede kobberstikker Clemens om, at læredrengene slog ruden ind og forrettede deres nødtørft i opgangen til hans lejlighed på Charlottenborg. Et problem der ikke blev mindre af, at portneren solgte øl og brændevin til eleverne. Borgerne klagede over optøjer på Kongens Nytorv og i Østergade i 1826, så kongen pålagde, at elevernes uorden og støjen skulle slutte. Elevtallet steg og problemerne endte ikke. Akademiet brugte således så mange resurser på at undervise og ikke mindst disciplinere læredrengene, at det hæmmede uddannelsen af kunstnere. Man kan derfor ikke fortænke G.F. Ursin i at give forslag om en polyteknisk skole for håndværkere og industrielt næringsdrivende.
Ursins forslag om en håndværkerskole
G.F. Ursins forslag om at oprette en ”polytechnisk Skole” gik ud på at skabe en håndværkeruddannelse med forbillede i de tyske ”Gewerbeschulen”. Hovedvægten skulle ligge i praktisk træning med øvelser i værksteder og på laboratorier. Den praktiske træning skulle suppleres med relevant undervisning i naturvidenskabelige teorier, metoder og resultater. Formålet var således at skabe en praktisk uddannelse med et teoretisk supplement rettet mod de lavere stænder i samfundet, primært håndværkerstanden. Uddannelsen skulle understøtte den borgerlige industri. Kunstakademiet ville samtidigt blive af med de genstridige lærlinge. Forslaget blev sendt til kongen, der var venligt stemt over for dette, og embedsværket blev sat i gang med at vurdere det.
Fra håndværkerskole til videnskabelig institution
Kancelliet pålagde Directionen for Universitet og De Lærde Skoler at vurdere G.F. Ursins forslag. Directionen anmodede derefter konsistorium på Københavns Universitet at skrive betænkning. Konsistorium udnævnte en komite af naturvidenskabelige professorer ledet af H.C. Ørsted til at behandle forslaget. Dette må H.C. Ørsted have set som en ny chance for at styrke de naturvidenskabelige fag - en chance han ikke lod gå fra sig! Komiteen støttede forslaget om at oprette en teknisk uddannelsesinstitution. Men denne skulle være på højeste videnskabelige niveau. G.F. Ursins forslag blev altså ændret radikalt. Komiteen blev bedt om at udarbejde en detaljeret plan, som Frederik d. 6. approberede ved kongelig resolution, den 27. januar 1829. Grundlaget for Den polytekniske Læreanstalt var lagt.
Indvielsen af Den Polyteknisk Læreanstalt 1829
Den 5. november 1829 kl. 11 blev Den polytekniske Læreanstalt (nu DTU) indviet. H.C. Ørsted, Læreanstaltens nye rektor, eller direktør som det dengang hed, holdt tale. En kantate skrevet af Adam Oehlenschläger med musik af Organist Jensen indledte den nye æra i Danmarkshistorien, hvor polyteknikerne gradvist holdt deres indtog.
Blandt de 10 første
Læreanstalten var blandt de 10 første polytekniske læreanstalter i Europa. École Polytechnique i Paris blev som den første oprettet i 1794. Derefter fulgte Berlin (1799), Prag (1806), Wien (1815), Karlsruhe (1825), München (1827), Dresden (1828), Stuttgart (1829), Karlsruhe (1829). Efter København fulgte Hannover (1831) og Darmstadt (1836). Dermed var den første bølge af polytekniske læreanstalter skyllet ind over Europa.
Begrænset budget
Danmark fik således en polyteknisk læreanstalt tidligt, men den fik kummerlige forhold de første mange år på grund af Danmarks betrængte økonomi. Den forfejlede udlandspolitik, hvor Danmark støttede Napoleon Bonaparte førte til Englændernes bombardement af København (1807), Statsbankerotten (1813), tabet af Norge (1814) og økonomisk krise og tilbagegang. Den nye Læreanstalt blev derfor kun spartansk indrettet og fik et meget begrænset budget. Anlægsudgifterne løb op i 17.000 Rigsdaler, og de årlige driftsudgifter var på 10.200 Rigsdaler.
To fluer med ét smæk
Midlerne til og dermed mulighederne for Læreanstalten var derfor langt fra det franske ideal på École Polytechnique. For at få pengene til at slå til valgte man en løsning som i Prag, hvor der var et tæt samarbejde mellem universitetet og den polytekniske læreanstalt. Blandt de syv oprindelige lærere på Læreanstalten var fire af dem samtidig universitetsprofessorer på Københavns Universitet. De studerende fik på den måde et stærkt naturvidenskabeligt fundament på Læreanstalten. Men samtidig opstod der splid mellem de praktisk orienterede og de naturvidenskabeligt orienterede lærere, både anseelsesmæssigt og i relation til løn. De naturvidenskabelige professorer fik løn fra både Læreanstalten og fra Universitetet og nød højere anseelse end praktikere. Dette passede sandsynligvis H.C. Ørsted meget godt.
Den skjulte agenda?
Historikere har i mange tilfælde set H.C. Ørsted som den fremsynede person, der etablerede en skole, der førte landbrugslandet Danmark ind i industrialderen ved at producere ingeniører. Andre har givet den ikke-praktiske tilgang, som H.C. Ørsted stod for, skylden for den sene industrialisering i Danmark. Historikeren Michael Wagner har i sin disputats fra 1999 argumenteret for, at H.C. Ørsteds projekt var et andet end at uddanne praktiske orienterede ingeniører til industrien. H.C. Ørsted ønskede at skabe en polyteknisk enhedsvidenskab, der omfattede naturlære, teknik og økonomi i harmoni med romantikkens idealer. Her spillede grundvidenskab en central rolle, mens praktisk anvendelse havde sekundær betydning. Godt nok tækkedes han kongen ved at skrive, at de færdiguddannede kandidater skulle kunne ”forestaa industrielle Anlæg”, men det primære formål var ifølge Wagner, at uddanne embedsingeniører, der kunne varetage opgaver for staten. H.C. Ørsteds skjulte agenda skulle således være, at Den Polytekniske Læreanstalt frem til 1850 ikke sigtede mod at uddanne praktisk orienterede ingeniører, men sigtede mod at give en akademisk grundvidenskabelig uddannelse i polyteknik. Debatten om dette emne er ikke afsluttet i dag.
De andre polytekniske læreanstalter
Begrundelserne for oprettelsen af polytekniske læreanstalter varierede fra land til land. Tilsvarende var der forskelle i pensum og tilgange. Mens de fleste polytekniske læreanstalter havde en praktisk orienteret undervisning, valgte man i Danmark en grundvidenskabelig tilgang. Men fra midten af 1800-tallet, og udtalt 1870-80, begyndte der at komme mere enighed om, hvad polyteknik var, og hvordan det skulle udøves. De praktisk orienterede skoler gik over til at basere deres undervisning på et grundvidenskabeligt curriculum, mens Den Polytekniske Læreanstalt lidt efter lidt begyndte at inkludere praktisk orienterede problemer. Denne proces var dog først tilendebragt omkring 1900.
