1830 - 1846
Der blev kun uddannet et lille antal polytekniske kandidater på Den Polytekniske Læreanstalt i de første mange år. 62 kandidater blev det til i perioden fra 1829 til 1849. Kandidaterne blev fortrinsvis ansat som lærere i latinskolen og på højere læreanstalter eller i stat og kommuner. Der var ikke brug for særlig mange ingeniører i den danske industri, da landet hovedsageligt var et landbrugsland. Der var kun to retninger, som de studerende kunne vælge imellem: Maskiningeniør eller kemiingeniør. De studerende dukkede ikke op til værkstedsundervisningen, da den ikke var obligatorisk. Dette generede ikke de teoretiske professorer fra Københavns Universitet, så den praktiske undervisning blev hurtigt nedlagt.
Læreanstaltens første periode
Den Polytekniske Læreanstalt begyndte sit virke i små lokaler, med få midler og et lille elevtal. Læreanstalten udbød to polytekniske uddannelser: Anvendt Naturvidenskab og Mekanik. Undervisningen sigtede på at give de studerende en grundvidenskabelig forståelse, mens de praktiske aspekter stod i baggrunden. De fleste færdiguddannede polyteknikere fik ansættelse inden for det offentlige, hvilket ikke er overraskende, da den danske industri kun var svagt udviklet i perioden.
De to studieretninger
Studierne var til at begynde med normeret til to år, men allerede i 1831 blev studietiden udvidet til to et halvt år. Uddannelsen i Anvendt Naturvidenskab svarer til nutidens kemiingeniør, mens graden i Mekanik svarer til uddannelsen som maskiningeniør. Begrebet ’ingeniør’ blev endnu ikke brugt om Læreanstaltens uddannelser og kandidater. Ingeniørbetegnelsen var på det tidspunkt knyttet til bygningsområdet, som først blev indført som studium på Læreanstalten i 1857.
Ingen værkstedsøvelser
Det meste af undervisningen bestod af klasseundervisning. Undervisningen i fysik og matematik blev afviklet sammen med Københavns Universitet og sigtede mod at give en grundvidenskabelig indsigt. De naturvidenskabelige lærere prioriterede ikke de praktiske fag, og det smittede af på de studerende, der ikke dukkede op til værkstedsundervisningen. Det hjalp nu heller ikke på fremmødet, at værkstedsundervisningen ikke var obligatorisk. Den praktiske undervisning på værkstederne blev derfor nedlagt i 1830. Kemikerne fortsatte dog ufortrødent deres praktiske øvelser.
Myndighedsbetjening
Læreanstalten havde desuden som opgave at udtale sig i tekniske spørgsmål for regeringen og statsadministrationen. Det kunne for eksempel dreje sig om tekniske betænkningssager, herunder ansøgninger om opnåelse af eneretsbevillinger (patentsager). Dette er et tidligt eksempel på, hvad der i dag betegnes som myndighedsbetjening.
Kun få kandidater
Læreanstalten optog kun et lille antal studerende i de første år. Det blev ikke bedre af, at der opstod skandale, da fem ud af seks studerende dumpede i maskinlære og teknologi ved den første eksamen i Mekanik i 1832. Docenten i faget, professor G.F. Ursin, hvis forslag om en håndværkerskole gav anledning til oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt, måtte tage sin afsked. I hele perioden 1829-49 optog man 89 studerende, heraf blev 22 færdige som polytekniske kandidater i Maskinlære og 40 i Kemi i tiden mellem 1832 og 1846.
Læreanstalten havde ikke kun studerende, der fulgte hele studieforløbet. Udefrakommende kunne også følge enkelte kurser, hvilket blandt andet erhvervsfolk og officerer i stort omgang benyttede sig af. Antallet af eksterne tilhørere til enkelte forelæsninger lå på mellem 48 og 85. Det betød, at pladsen i de små auditorier tit var trang.
Det var altså en ganske lille gruppe kandidater, som Den Polytekniske Læreanstalt lukkede ud i det danske samfund. Frem til 1849 fik 22 % af kandidaterne ansættelse i industrien. Af de øvrige blev 33 % lærere i Latinskolen eller på højere læreanstalter, 14 % blev ansat i staten, 14 % i kommuner, mens 17 % fandt ansættelse andetsteds. Denne fordeling er ikke overraskende, på grund af den kun svagt udviklede industri i Danmark sammenlignet med udlandet og på grund af H.C. Ørsteds sigte med den polytekniske uddannelse (se før 1829).
Tidligere er den sene industrialisering i Danmark blevet tilskrevet et mangelfuldt teknisk uddannelsesniveau i landet og dermed Den Polytekniske Læreanstalt. Men der er i dag konsensus om, at det ikke var mangel på ingeniørmæssige færdigheder på højt teoretisk niveau, der hæmmede industriens udvikling i første halvdel af 1800-tallet. I begyndelsen af 1800-tallet synes der ikke at have været incitament til industri. Desuden fandtes mod midten af 1800-tallet både udenlandske ingeniører i landet og danske militæringeniører. Disse havde både en mere praktisk tilgang til ingeniørfaget og besad også de kompetencer, der skulle til for at etablere den infrastruktur, der var en forudsætning for en industriel udvikling.
At man begyndte at uddanne polyteknikere, er af for eksempel H.C. Ørsted-eksperten Kirstine Meyer blevet opfattet som en konsekvens af H.C. Ørsteds visionære evner. Man har argumenteret for, at Ørsted så et fremtidigt behov for ingeniører til industri og teknik, og at han derfor tog initiativ til Læreanstalten. Michael Wagner anfægtede dette i sin doktordisputats om det polytekniske gennembrud. Ørsteds vigtigste sigte var ifølge Wagner ikke at uddanne praktisk orienterede ingeniører, men at uddanne teoretisk velfunderede embedsmænd (se før 1829).
Læs mere:
Harnow, Henrik,
”Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Danske ingeniørers uddannelse, professionalisering og betydning for den danske moderniseringsproces.”
Systime 1998.
Meyer, Kirstine
”H.C. Ørsteds Arbejdsliv i det danske Samfund” i Meyer, Kirstine (red.) ” H.C. Ørsteds Naturvidenskabelige Skrifter. Samlet Udgave med to Afhandlinger om hans Virke”.
København, 1920.
Wagner, Michael
”Det polytekniske gennembrud. Romantikkens teknologiske konstruktion 1780-1850”
Aarhus Universitetsforlag, 1999.
