DTU i 70'erne
1970'erne var årtiet for studenterpolitik, kvindekamp og, for DTU, et udfordret studiemiljø. Læs om livet på DTU efter indvielsen af det nye Lyngby campus her på siden
Studiemiljøet
Et tilbagevendende tema, som optog mange på det nybyggede og "isolerede" DTH på Lundtoftesletten, var ensomheden blandt de studerende og ikke mindst grunden til den. For blev ensomheden forstærket af modulsystemet? Undervisningsformen? Eller byggeriet?
Ensomhed og systemet
”Studenternes ensomhed vort største problem”, således er ordene fra rektor Knuth-Winterfeldt til avisen Sletten i 1974. Han medgiver, at ensomhed ved studiestart selvfølgelig altid har været en udfordring, men at problemet er blevet større efter modulsystemets indførsel d. 1/9 1972.
Altså ikke lutter lagkage, da det før så ”ufleksible og obligatoriske system var blevet afløst af et mere fleksibelt system baseret på valgfrihed.”
PF supplerer i samme nummer af Sletten med, at der efter modulsystemets indførsel sker en meget tidlig opsplitning af de studerende, og at det bliver sværere at holde kontakt til ens studiekammerater. ”Samtidig er der indført et hækkeløb i form af eksamen to gang om året og en fristelse til at vælge flere moduler, nedlægge flere hække, end man ellers ville tage”. Disse forhold betyder ifl. PF en nedbrydning af de sociale relationer i et studiemiljø, hvor mange i forvejen har haft det svært ved at klare sig socialt.
PF beklager, at have været ”ideologisk fastlåste.”
PF formanden Ulrik Jørgensen præciserer i samme avis, at PF helt fra Lundtofte æraens start, faktisk har forsøgt at finde praktiske løsninger på trivselsudfordringerne, bl.a. i form af små 6-mands grupper i faget geometri. Og som han fortsætter, så skal det ses som et pragmatisk forsøg på at rette op på, at PF forud for modulsystemets indførsel i 1972, faktisk var ”ideologisk fastlåste” i forsvaret for det nye fleksible modulsystem, på trods af Danske Studerendes Fællesråd havde advaret om miljømæssige konsekvenser. Han mente dertil også, ”at det at studere er forlænget pubertet. Det er ikke en naturlig tilstand”. Når et ungt menneske starter på en uddannelse, opstår der nogle familiemæssige og sociale afsavn, som DTH miljøet ikke er i stand til komme med et alternativ til, hvorved ensomhedsfølelsen forstærkes.
Bliver ensomheden så mindre hen imod slutningen af årtiet?
Nej! Det kan man bl.a. læse i Rusbogen 1977 udgivet af PF, hvor der fyres op under kritikken: ”Modulsystemet og de mange eksaminer bryder de forskellige fagområdet op i små stykker, således at overblik og dermed sammenhæng mellem de enkelte fag er svært at opnå…. De mange nederlag, der er så rigelig lejlighed til at opleve i form af at dumpe til eksamen, ensomhed, manglende motivation osv., kommer derfor nemt til at stå som individuelle personlige problemer, og ikke som det, de i virkeligheden er: symptomer affødt af et sygt miljø.”
Og senere, i Sletten 1979 skriver stud. polyt. Lars Dagnæs-Hansen og stud. polyt. Jacob Steen Møller ”at modulstrukturen har betydet et større anarki i vores studievalg; dette har sammen med at undervisningen placeres geografisk på DTH efter de udbydende institutter bevirket, at vi spæner rundt på Sletten for at følge de forskellige fag - dvs. den enkelte studerende har svært ved at finde et fast tilhørsforhold et sted på DTH”.
Forværres ensomheden af DTH’s mange spredte bygninger og store afstande?
Til det, sagde arkitekt Nils Koppel, at studiesystemet blev ændret lige midt i byggeprocessen, hvorved den klassiske retningsopdeling i nogen grad blev slået i stykker. Det var med andre ord bad luck for de studerende, at de kom til at spæne mere omkring for at nå frem til undervisningen.
Forelæsningers form og indhold = ensomhed
PF formand Ulrik Jørgensen pegede allerede i 1974 på, at forelæsninger var en ensomhedsskabende faktor. Som han sagde, er ”forelæsninger en individualiseret form, som retter undervisningen mod den studerende, og samtidig er med til at forhindre gruppekontakt og gruppemiljøet”.
I Rusbogen 1977 fortsætter kritikken: ”Forelæsningsformen bevirker, at man er afskåret fra at bruge forelæseren eller hinanden, man isoleres i forelæsningen. Isolationen forstærkes af at man løber fra det ene modul til det andet, og er sammen med nye mennesker hver gang, og det kræver derfor en særlig indsats at etablere nogle menneskelige kontakter.”
”Isolationen forstærkes også af undervisningens indhold, den ensidighed hvormed undervisningen kun beskæftiger sig med de naturvidenskabelige problemer i teknikken gør, at der egentlig ikke er så meget at snakke om – det er trods alt svært at hidse sig op over Newtons anden lov. Den objektivisering af undervisningen, gør, at fagene skal accepteres og indlæres – ikke diskuteres.”
Løsninger søges
Medbestemmelsen i de styrende organer fra 1973 kommer til at give de studerende mulighed for konkret at arbejde på at få mere projekt- og samfundsorienteret undervisning, forskningstilknytning, ændring i den traditionelle undervisningsform (væk med de ”sløvende” forelæsninger) og afskaffelse af eksamen (pga. de alt for mange dumpede). Det arbejde ville i sagens natur blive langvarigt, så man arbejdede på andre hurtigere løsninger, fx S-huset.
Siden diskussioner om udflytning af højskolen kom op, havde PF blandet sig og arbejdet på at få et studenterhus i det nye byggeri. Studenterhuset skulle ses som modsvar til højskolens isolerede beliggenhed i Lundtofte og medvirke til at skabe et alternativt miljø, som PF formanden Ulrik Jørgensen havde efterlyst. Ved grundstensnedlæggelsen i 1968, var huset det andet studenterhus i Danmark efter Århus, som fik ét i 1964 og da huset stod færdigt, blev det overdraget til PF.
S-huset var stort og PF stod med noget af en opgave med at få udfyldt rammerne. Hurtigt kom huset til at rumme lokaler til ”hobbyaktiviteter, dagligstue, kælderbar, kaffestue, rådslokaler og butikscenter” Med sine mange tilbud og kælderbaren ikke mindst ”har mangen polytekniker midlertidigt druknet sin frustration eller sjælekval i et godt fadøl”. Som stud. polyt. Lars Dagnæs-Hansen og stud. polyt. Jacob Steen Møller skriver i Sletten 1979 er ”hovedindholdet i S-husets aktiviteter en stor og sund klubaktivitet og polyjoint”.
Men, fortsætter de, så sætter S-husets aktiviteter ikke ret mange spor på det øvrigt DTH. ”Vores oplevelse af kulde og ensomhed ude på retningerne eksisterer stadig. Det er næppe forkert at sige, at S-huset ikke har formået at skabe et alternativmiljø på Sletten.” Og som de fortsætter, så opstår der hen imod slutningen af 70’erne ”piratkaffestuer” ude i undervisningsbygningerne, hvor målet er, at polytterne skal komme hinanden ved.
Således var altså stemningen ved slutningen af årtiet. 1980’erne ventede forude, med sine nye udfordringer og løsninger.
De manglende kvinder
Fra 70’erne speedes tilgangen af kvinder på DTH op
Fra arkiverne forlyder det, at den første mandlige ingeniør blev udklækket fra Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU) i 1832. Men for kvinderne forholdt det sig en del anderledes, for først 65 år senere, i 1897, blev den første kvindelige kemiingeniør færdiguddannet, og i 1914 første kvindelige bygningsingeniør, 1946 første kvindelige maskiningeniør, 1946 første kvindelige elektroingeniør.
I 1968 var der, ud af 393 udgåede ingeniører, kun 14 kvinder. Noget måtte gøres! Omkring 70’erne og især 80’erne begynder dette billede ganske langsomt at ændre sig. I 1971 var andelen af optagne kvinder 5% og i 1974 9,5%. I 1987 er tallet 20%. Der var dog stadig tendens til at kvinderne samlede sig på enkelte retninger samt at de nærmest var fraværende på kollegierne.
En tungtvejende grund til de få kvinder var helt sikkert kulturel. En kvindelig ingeniørstuderende fortæller i 1976 til DTH-avisen Sletten, hvordan hun under et familiebesøg blev mødt med fnisen fra de andre gæster over bemærkningen ”hun er begyndt på Polyteknisk læreanstalt – øh – hun skal være ingeniør”. ”Det lød virkelig morsomt” husker hun. Som det også beskrives i Sletten: ”Kvinder opdrages traditionelt til at varetage de sociale funktioner i samfundet, mens mænd opdrages til at undersøge og afprøve den eksisterende teknologi fx ved at reparere knallerter.”
I DTH’s rusbog fra 1974 undrer man sig heller ikke over, at der er flere mandlige end kvindelige ingeniører ”Ingeniørrollen, det at have forstand på teknik, at have magt over tingene, er så tæt knyttet til, hvad man forstår ved den mandlige kønsrolle.” Det er med andre ord et samfundsansvar, at uligheden findes. Og fortsætter. ”Den modsigelse man føler ved at være kvindelig ingeniørstuderende, har altså rødder i hele den måde samfundet er organiseret på og hænger tæt sammen med kvinders placering i det. Hverken kvinderne eller samfundet er tjent med, at produktionen og teknologien udelukkende er styret og udviklet og opretholdt af mænd.”
De få kvinder satte sit præg på studiemiljøet på DTH. Studenterpræsten Jens Brøndum fortæller til DTH-avisen Sletten i maj 1975, at de få kvinder i de meget mandsdominerede omgivelser, var med til at skabe et kunstigt miljø, et sterilt, ensomt og fremmedgørende miljø på DTH. Han sagde sågar, at ”enhver vist må erkende, at både kollegiemiljøet og studiemiljøet er dårligt…. For det første er der den totale isolation fra andre studieretninger og dermed inspiration fra andre tankegange. Så er der den totale isolation fra kvinder”.
Til adspredelse for de ingeniørstuderende i deres fritid, arrangerede Polyteknisk Forening i 70’erne kurser i bl.a. foto, hatha yoga, træ- og metalsløj, keramik m.m., men i Sletten fra februar 1974 kan man nu læse om et kursus for kvindelige studerende og ansatte i ”Kvinder i teknologiens mandsverden”. Kursets temaer: hvordan befinder vi os i denne mandsdominerede verden? Hvad betyder det for os, at vi er lukket ude fra teknologien? Og hvad betyder det for teknologiens verden, at den er styret af mænd?
Også i 1974 bliver der afholdt et møde på Lundtoftesletten, hvor der deltager 40 kvinder, fortrinsvis studerende. Målet er at skabe en gruppe, som skal afdække kvinders ansættelses- og arbejdsforhold og i det hele taget undersøge kvindelige ingeniørs situation, men også være en ”støtte/sludre-gruppe”.
Kvindegruppen interviewes til Ingeniørens Ugeblad om ingeniørarbejdet er naturligt arbejdsfelt for kvinder, og svarer, at så længe man automatisk regner med, at det er kvinderne der varetager alle huslige pligter for en hel familie, er vi diskvalificerede på arbejdsmarkedet. Kvindegruppen ser derfor deltidsstillinger, som en foreløbig løsning.
I Rusbogen fra 1978 kan man læse i afsnittet ”Kvinde på Sletten” at man som kvinde på DTH ofte føler sig forkert, ”men det er du ikke, det er miljøet på Sletten, der er umenneskelig og personlighedsundertrykkende.” At mødes med andre kvinder, er løsningen, i en af de mange kvindegrupper. Ifl. rusbogen er nogle kvinder også aktive i PF og faggrupper.
Som et resultat af det spæde arbejde, som de ganske få kvinder påbegyndte op gennem 70’erne, bliver der i 1987 nedsat et kvindeudvalg af DTH’s konsistorium. Det hed sig, at udvalget blev oprettet på baggrund af det meget lave antal kvinder blandt både studerende og lærere, eksempelvis var der ikke en eneste kvindelig professor på DTH. Udvalget bestod af 2 lærere, 2 TAP’er og 2 studerende og udvalget havde til opgave at ”overveje i hvilket omfang og på hvilke felter, indsatsen omkring kvindespørgsmål og ligestilling bør og kan intensiveres.” I starten blev der bl.a. arrangeret debatteater-forestillinger, som handlede om skoleelevers måde at omgås hinanden, om de stille piger og de raske drenge, der blev afholdt DTH-besøg for gymnasiepiger. Udvalget lavede en handlingsplan for hvordan, der kunne skabes bedre forhold for kvinder på DTH, og der blev påbegyndt et projekt, der skulle definere kvindeforskning på det tekniske område.