I Læreanstaltens første tid var grundforskningen i højsædet. Den Polytekniske Læreanstalt (nu DTU) var en teknisk uddannelsesinstitution på det højeste videnskabelige niveau med landets førende naturvidenskabelige forskere.  Her arbejdede den berømte fysiker H.C. Ørsted og kemikeren Zeise.

Den anvendelsesorienterede forskning spillede ikke nogen videre rolle i Læreanstaltens i begyndelsen. På den tid var der ikke ret mange idéer om, hvordan man konkret kunne forene naturvidenskabelig viden og praktisk kunnen. H.C. Ørsted havde egentlig skrevet, at Læreanstaltens kandidater skulle kunne forstå industrielle anlæg, men undervisningen førte i en anden retning.

Det førte til kritik og der kom fokus på det praktiske. Med tiden fik man forståelse for de videns processer der indgår i anvendelsesorienteret forskning og deres store kompleksitet.

Èt er sikkert: Gennem tiden har DTU spillet en rolle i skabelsen af mange former for viden, processer og produkter. 

En af de tidligste eksempler på banebrydende forskning, ud over DTU's grundlægger, som opdagede elektromagnetismen, var Sigurd Orla-Jensen forskede i ost: Det var førhen en gængs opfattelse, at hullerne i osten skyldes køernes foder. Denne opdattelse gjorde Sigurd Orla-Jensen op med i sin afhandling fra 1904: "Mælkesyrebakteriernes Anvendelse ... (og) Ostens Modning". Han påviste, at hullerne i osten skyldes CO2-udvikling fra propionsyregæring, en proces som kan styres bakterielt. Sigur Orla-Jensen blev derfor hurtigt kendt som "Manden der opfandt hullerne i osten".

Han var uddannet fabriksingeniør, som svarer til kemiingeniørm i 1892 på Den polytekniske læreanstalt, hvor han underviste i over 40 år og blev udnævnt til Danmarks første professor i bioteknisk kemi. Senere blev han medlem af Folketinget og medlem af Det Konglelige Danske Videnskabernes Selskab i 1922.