Agnes Klingberg (gifter sig til Nielsen) og Betzy Meyer (billede) blev begge kandidater i kemi i januar 1897 fra Den Polytekniske Læreanstalt. Det var ikke ligefrem vant kost for Læreanstalten at have kvindelige studerende. Til National Tidende den 25. januar 1937 fortæller Agnes Klingberg i anledning af hendes 40-års-jubilæum om modtagelsen på Læreanstalten:
”Gamle professor Jørgensen sagde med et Snesmil: Kvinderne har så mange fordele i Livet, saa jeg vil ikke give dem nogen.”
Agnes Klingberg blev født i 1874 og blev kemiingeniør som 24-årig. I sit arbejdsliv beskæftigede hun sig blandt andet med undervisning, men især arbejdet med at restaurere facaden på Thorvaldsens Museum optog hende. Hun tog i 1900 patent på ”Fremgangsmåde til Imprægnering af farvet og ufarvet Kalk – eller Cementpuds mod Fugtighed”. Derudover var hun medarbejder ved de Ferslewske Blade og teknisk leder af ”Kemiske Fabrikker Danmark”.
Betzy Meyer blev født i 1869 og tog som 28-årig kandidateksamen som kemiingeniør. I løbet af sit arbejdsliv havde hun op mod en halv snes stillinger. Hun arbejdede blandt andet som assistent på Detlefsen & Meyers Kemiske Undersøgelseslaboratorium, assistent ved Struers Kemiske Laboratorium i København, assistent hos dr. Schierbeck på Det Hygiejniske Laboratorium ved Københavns Universitet, klinisk assistent ved Nationalforeningens Sanatorium i Silkeborg og assistent ved Det gæringsfysiologiske og Landboteknisk-kemiske Laboratorium på Polyteknisk Læreanstalt.