Leder af Teknologihistorie DTU, Laila Zwisler, blev valgt ind som næstformand i Universeum, det europæiske netværk for akademisk kulturarv, og besidder nu en vigtig post i den internationale organisering af universitetsmuseer og -samlinger.
Det blev besluttet ved den årlige UMAC & UNIVERSEUM konference ved TUD Dresden University of Technology i september. Under overskriften ”Shaping Transformation: University Collections in a Changing World” satte konferencen fokus på universitetssamlinger og -museers rolle i tværgående problemstillinger som dekolonialisering, grøn omstilling og inklusion.
Under konferencen bidrog Teknologihistorie DTU med to oplæg: "How Users Use their Own History - Co-creating an Inclusive Study Environment and Exhibition Platform with Students Staff" diskuterede muligheder og udfordringer ved kulturarv som del af en inklusionsstrategi, mens oplægget "Sweet and Sour Pasts: Inclusive Symmetrical Shared Memory at the Technical University of Denmark" lagde op til etisk hukommelsesarbejde i arbejdet med universitetssamlinger.
På Universeums’s arbejdsprogram ligger blandt andet en plan for at formulere fælles retningslinjer for teknisk kulturarv, som ofte er en udfordring at bevare.