Den 14. august fejres DTU’s grundlæggers, H. C. Ørsted, fødselsdag med udgivelsen af bogen ”Naturvidenskabens Ildsjæle”. Den udkommer i anledning af, at det er 200 år siden, Ørsted stiftede Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) for at udbrede naturvidenskab til gavn for samfundet.
DTU’s historiske afdeling, Teknologihistorie DTU, har bidraget til bogen, hvor man man bl.a. kan læse om DTU-forskere som P. O. Pedersen og opfindelsen af telegrafonen, Henning Højgaard Jensen, der sørgede for, at DTU kom med på elektronikbølgen efter Anden Verdenskrig, og Christian Christiansen, der insisterede på, at DTU’s studerende selv skulle udføre deres egne forsøg. Generelt tegner bogen et billede af sammenhængen mellem videnskab, teknologi og samfund, hvor DTU har indtaget en vigtig rolle både før og nu.
I samme anledninger åbner udstillingen ”Fra forsker til folk” i Rundetårn på fredag den 16. august, som viser hvordan forskning har ført til ændringer i vores hverdag – lige fra H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen til Niels Bohrs atommodel og moderne elektronik.
Udstillingen danner desuden ramme om en række oplæg. Blandt andet kan man høre Professor dr. med. ved DTU og KU, Liselotte Højgaard, fortælle om nuklearmedicin før og nu og Jørgen Schou, dr. scient og seniorforsker ved DTU, om Martin Knudsen og vakuumfysikkens historie.