Opkaldt efter R.W. Asmussen, 1903-1984, magister i kemi, indehaver af doktorgraden på afhandlingen ”Magnetokemiske Undersøgelser over uorganiske Kompleksforbindelser” og professor. Asmussen var den første kemiker i Danmark der systematisk tog magnetokemiske undersøgelsesmetoder i brug til undersøgelse af uorganiske kompleksers opbygning. Han var professor på DTH i 30 år samt bestyrer af kemisk laboratorium B, og hans organisatoriske og administrative evner gjorde ham også til prorektor og formand for Lundtofteudvalgets centraludvalg, hvor han huskes for et stort arbejde, der satte sit præg på byggeriet af Lundtofte campus.