Lars Pallesen

 

Rektorperiode: 2001 - 2011

 Lars Pallesen blev civilingeniør i kemi på Danmarks Tekniske Højskole (DTH) i 1971. Fra 1971-72 arbejdede han ved Teknologisk Institut og Dagbladet Børsen. Herefter tog han til University of Wisconsin-Madison, hvor han blev M.S. i anvendt statistik (1974), MBA i International Business (1975) og Ph.D. i matematisk statistik (1977). Desuden dr. techn. h.c. fra KAIST i 2010.

Herefter var Lars Pallesen ansat som driftsøkonom og analytiker på Carlsberg (1977-78), som lektor på DTH ved Institut for Matematisk Statistik og Operationsanalyse (IMSOR, 1978-88) og som institutleder samme sted (1986-88), som forsker og analytiker hos Chevron Research Company (Californien, 1980-82), som teknisk direktør på Nordisk Gentofte (1988-89), som administrerende direktør på Statens Serum Institut (1989-98), som administrerende direktør i Danmarks Apotekerforening og DA Invest og Udvikling A/S (1998-2000) og som administrerende direktør for DSB S-tog a/s (2000-2001).

Lars Pallesens tid som rektor var kendetegnet ved en række initiativer, der fik strategisk betydning for DTU, herunder:

  • Udnyttelse af DTU-lovens muligheder for ny universitetsledelse med ansatte ledere og en bestyrelse med eksternt flertal som øverste myndighed.
  • Implementering af en strategi for universitetet baseret på DTU’s samfundsgavnlige mission og med klare mål inden for universitetets fire hovedopgaver: Uddannelse, forskning, myndighedsbetjening og innovation.
  • Udvikling af en årligt tilbagevendende cyklus for planlægning, opfølgning og resultatvurdering for institutter og administrative stabsfunktioner (UdviklingsMål og Virkemidler, UMV).
  • Udvikling af ledelsesmodel – ”det ledede universitet” – på universitetet baseret på ”single point of responsibility” i en flad struktur med vidtgående delegation af ansvar og kompetence til institutter, fremhævelse af professorernes ledelsesrolle og dyrkelse af en vinderkultur funderet i synliggørelsen af universitetets resultater og iboende kapacitet, bl.a. gennem DTU Avisen og kvartalsmagasinet DYNAMO.
  • Etableringen af Alumnenetværket for universitetets dimittender, herunder afholdelse af dimittendjubilæer og mulighed for deltagelse i ”hjemkomstdage”.
  • Professionalisering af stabsfunktionerne og herunder udvikling af en økonomisk styringsmodel til understøttelse af universitetets bygningsselveje.
  • Etablering og udvikling af et antal datterselskaber bl.a. til varetagelse af forskerpark og innovationsfinansiering.
  • Forberedelse og implementering af fusion med 5 sektorforskningsinstitutioner, hvorved universitetet fordobledes i størrelse, og DTU fik fremadrettet styrke i Life Science Engineering.
  • Positionering af universitetet i alliancer med førende tekniske universiteter i Norden (Nordic Five Tech), Europa (EuroTech Universities), desuden tætte samarbejder med universiteter i USA og Asien, særligt KAIST i Sydkorea.

Forud for og under sin rektoransættelse varetog Lars Pallesen en række tillids- og bestyrelsesposter, der ud over ex officio poster i en række fonde, bl.a.omfattede International Vaccine Institutes (Seoul) bestyrelse, Koordinationsudvalget for Forskningen,

Frederiksberg Gymnasiums bestyrelse (fmd.), Det Kongelige Teaters bestyrelse (fmd.), A.P. Møller Mærsks bestyrelse og Presidents Advisory Council på KAIST. 

Læs mere om Lars Pallesen i DTU Historie- og samlingsdatabase