Rektorperiode: 1959 - 1975
Eggert Knuth-Winterfeldt kom fra Københavns Universitet til Danmarks Tekniske Højskole, DTH, i 1935, da han som nyuddannet mag.scient. i kemi, blev ansat ved DTH’s Kemiske Laboratorium A som videnskabelig assistent. I 1940 blev han tilknyttet Dansk Industri Syndikat som laboratorieforstander, og 1952 udnævnt til professor i metallære på DTH. Fra 1958 var han formand for fagområdet for De Kemiske Ingeniørvidenskaber, og tiltrådte 1959 som rektor for DTH og Danmarks Ingeniørakademi. Han blev genvalgt to gange.
Knuth-Winterfeldts rektortid var præget af flere store reformer. Som eksempel blev hele udflytningen af DTH fra København til Lundtofte i Lyngby nord for København gennemført under hans ledelse. Han styrkede derudover også forskningen, ligesom han medvirkede ved styrkelsen af Danmarks Tekniske Biblioteks position som del af DTH. Knuth-Winterfeldt var endvidere en central person i opbygningen af Danmarks Ingeniørakademi, DIA, fra et mindre projekt til en stor anerkendt læreanstalt med flere afdelinger. DIA blev 1. januar 1995 fusioneret med Danmarks Tekniske Universitet, DTU, som Danmarks Tekniske Højskole havde skiftet navn til i 1994.
Læs mere om Eggert Knuth-Winterfeldt i DTU Historie- og samlingsdatabase.