Ingeniører bringer ikke udviklingen frem og antallet bør holdes nede
Berlingske morgenavis skrev 18/6 1919 om ”Begrænsning i adgangen til det polytekniske studium”.
Lidt baggrundshistorie: Da Den polytekniske læreanstalt lå i København, kæmpede man i lange perioder med massiv pladsmangel, som først løste sig ved udflytning til Lundtofte i 1960’erne. Året 1919, som avisartiklen handler om, havde man været nødt til ligefrem at indføre noget helt nyt nemlig adgangsbegrænsning på et studie.
Berlingske foretog derfor en stikprøve af stemningen omkring dette nye tiltag.
Og baneingeniør H. J. Christiansen udtaler følgende til avisen: ”Jeg finder begrænsningen heldig….i et agerdyrknings og kvægavlsland som Danmark skal man være meget forsigtig med at frembringe for mange ingeniører. Det er ikke de mange ingeniører som bringer udviklingen frem”.
Christiansen mente i stedet, at man burde fokusere på at uddanne færre, og dygtigere ingeniører, også for at undgå det ”store mandefald på vejen til den afsluttende eksamen.” ( 118 indstillede sig til eksamen i 1919, mens 83 bestod)
Billedet: Polyteknisk Læreanstalt, Sølvgade, København