Kemisk laboratorium ved Polyteknisk Læreanstalt udsprang af universitetets kemiske laboratorium, og blev brugt til begge institutioners kemiundervisning i en årrække. Laboratoriet var tilbage i 1778 blevet oprettet i et drivhus i Botanisk Have og senere omkring 1823 på foranledning af Ørsted flyttet til dennes professorbolig, eller snarere til en staldbygning i gården til Ørsteds professorbolig i Studiestræde.
Da Polyteknisk læreanstalt blev oprettet i 1829, bl.a. også på foranledning af Ørsted, var det omkring denne bolig i Studiestræde, at de første polytekniske studerende holdt til og modtog undervisning.
Ørsted og en kollega fra universitetet, professor W. C. Zeise, begge apoteker sønner, var kemiens foregangsmænd i denne periode, bl.a. fremstillede Ørsted aluminium og isolerede alkaloidet, mens Zeise grundlagde studiet af sulfider og organiske svovlforbindelser bl.a. thioler. De forestod desuden undervisningen af de studerende, og Ørsted bestyrede fysik laboratoriet, som også lå i professorboligen, mens kemi laboratoriet blev ledet af Zeise. Som det er beskrevet i J. T. Lundbyes jubilæumsbog fra 1929, beholdt Zeise ved læreanstaltens oprettelse i 1829 "med Kærlighed" det gamle laboratorium og sine "Stinkende Merkaptaner….som næppe havde været velset andre Steder" (Lundbye, 371).
Gennem tiderne har flere dygtige kemikere bestyret laboratoriet. Foruden de allerede nævnte, kan også nævnes S.M. Jørgensen, som bestyrede laboratoriet i årene 1866-1907 og især markerede sig ved at være en fremragende eksperimental kemiker. Det var bl.a. også under S. M. Jørgensen at laboratoriet blev flyttet til den nybyggede Polytekniske læreanstalt i Sølvgade i 1890, og derved fik betydelig mere og bedre plads at boltre sig på, i 2 etager i den såkaldte "kemifløj". Jørgensen blev i 1908 afløst af Julius Petersen, om hvem det fortælles, at hans eksperimental-forelæsninger var eminente.
Hvor det "gamle" laboratorium A var forbundet med Københavns universitet, ved at være bestyret af en universitetsprofessor, blev det i 1919 besluttet at oprette endnu et kemisk laboratorium (B), med DTH professor Christian Winther, som bestyrer. Dette laboratorium skulle varetage læreanstaltens kemiundervisning for ikke-kemikere, dvs. maskin-, bygnings- & elektronikstuderende.
For laboratorium A's vedkommende ændrede forankringen sig til universitetet først i 1962, hvor den første DTH professor, Niels Hofman-Bang, blev udnævnt og derefter for alvor ved udflytningen til Lundtofte i 1965-66.
Foto: Kemisk laboratorium, del af læreanstaltens fysisk-kemiske laboratorium i kemisk fløj på Den Polytekniske Læreanstalt i Sølvgade, København, ca. 1910.