Ingen roser uden torne
Et tilbagevendende tema, som optog mange på det nybyggede og "isolerede" DTH på Lundtoftesletten, var ensomheden blandt de studerende og ikke mindst grunden til den. For blev ensomheden forstærket af modulsystemet? Undervisningsformen? Eller byggeriet?
Ensomhed og systemet
”Studenternes ensomhed vort største problem”, således er ordene fra rektor Knuth-Winterfeldt til avisen Sletten i 1974. Han medgiver, at ensomhed ved studiestart selvfølgelig altid har været en udfordring, men at problemet er blevet større efter modulsystemets indførsel d. 1/9 1972.
Altså ikke lutter lagkage, da det før så ”ufleksible og obligatoriske system var blevet afløst af et mere fleksibelt system baseret på valgfrihed.”
PF supplerer i samme nummer af Sletten med, at der efter modulsystemets indførsel sker en meget tidlig opsplitning af de studerende, og at det bliver sværere at holde kontakt til ens studiekammerater. ”Samtidig er der indført et hækkeløb i form af eksamen to gang om året og en fristelse til at vælge flere moduler, nedlægge flere hække, end man ellers ville tage”. Disse forhold betyder ifl. PF en nedbrydning af de sociale relationer i et studiemiljø, hvor mange i forvejen har haft det svært ved at klare sig socialt.
PF beklager, at have været ”ideologisk fastlåste.”
PF formanden Ulrik Jørgensen præciserer i samme avis, at PF helt fra Lundtofte æraens start, faktisk har forsøgt at finde praktiske løsninger på trivselsudfordringerne, bl.a. i form af små 6-mands grupper i faget geometri. Og som han fortsætter, så skal det ses som et pragmatisk forsøg på at rette op på, at PF forud for modulsystemets indførsel i 1972, faktisk var ”ideologisk fastlåste” i forsvaret for det nye fleksible modulsystem, på trods af Danske Studerendes Fællesråd havde advaret om miljømæssige konsekvenser. Han mente dertil også, ”at det at studere er forlænget pubertet. Det er ikke en naturlig tilstand”. Når et ungt menneske starter på en uddannelse, opstår der nogle familiemæssige og sociale afsavn, som DTH miljøet ikke er i stand til komme med et alternativ til, hvorved ensomhedsfølelsen forstærkes.
Bliver ensomheden så mindre hen imod slutningen af årtiet?
Nej! Det kan man bl.a. læse i Rusbogen 1977 udgivet af PF, hvor der fyres op under kritikken: ”Modulsystemet og de mange eksaminer bryder de forskellige fagområdet op i små stykker, således at overblik og dermed sammenhæng mellem de enkelte fag er svært at opnå…. De mange nederlag, der er så rigelig lejlighed til at opleve i form af at dumpe til eksamen, ensomhed, manglende motivation osv., kommer derfor nemt til at stå som individuelle personlige problemer, og ikke som det, de i virkeligheden er: symptomer affødt af et sygt miljø.”
Og senere, i Sletten 1979 skriver stud. polyt. Lars Dagnæs-Hansen og stud. polyt. Jacob Steen Møller ”at modulstrukturen har betydet et større anarki i vores studievalg; dette har sammen med at undervisningen placeres geografisk på DTH efter de udbydende institutter bevirket, at vi spæner rundt på Sletten for at følge de forskellige fag - dvs. den enkelte studerende har svært ved at finde et fast tilhørsforhold et sted på DTH”.
Forværres ensomheden af DTH’s mange spredte bygninger og store afstande?
Til det, sagde arkitekt Nils Koppel, at studiesystemet blev ændret lige midt i byggeprocessen, hvorved den klassiske retningsopdeling i nogen grad blev slået i stykker. Det var med andre ord bad luck for de studerende, at de kom til at spæne mere omkring for at nå frem til undervisningen.
Forelæsningers form og indhold = ensomhed
PF formand Ulrik Jørgensen pegede allerede i 1974 på, at forelæsninger var en ensomhedsskabende faktor. Som han sagde, er ”forelæsninger en individualiseret form, som retter undervisningen mod den studerende, og samtidig er med til at forhindre gruppekontakt og gruppemiljøet”.
I Rusbogen 1977 fortsætter kritikken: ”Forelæsningsformen bevirker, at man er afskåret fra at bruge forelæseren eller hinanden, man isoleres i forelæsningen. Isolationen forstærkes af at man løber fra det ene modul til det andet, og er sammen med nye mennesker hver gang, og det kræver derfor en særlig indsats at etablere nogle menneskelige kontakter.”
”Isolationen forstærkes også af undervisningens indhold, den ensidighed hvormed undervisningen kun beskæftiger sig med de naturvidenskabelige problemer i teknikken gør, at der egentlig ikke er så meget at snakke om – det er trods alt svært at hidse sig op over Newtons anden lov. Den objektivisering af undervisningen, gør, at fagene skal accepteres og indlæres – ikke diskuteres.”
Løsninger søges
Medbestemmelsen i de styrende organer fra 1973 kommer til at give de studerende mulighed for konkret at arbejde på at få mere projekt- og samfundsorienteret undervisning, forskningstilknytning, ændring i den traditionelle undervisningsform (væk med de ”sløvende” forelæsninger) og afskaffelse af eksamen (pga. de alt for mange dumpede). Det arbejde ville i sagens natur blive langvarigt, så man arbejdede på andre hurtigere løsninger, fx S-huset.
Siden diskussioner om udflytning af højskolen kom op, havde PF blandet sig og arbejdet på at få et studenterhus i det nye byggeri. Studenterhuset skulle ses som modsvar til højskolens isolerede beliggenhed i Lundtofte og medvirke til at skabe et alternativt miljø, som PF formanden Ulrik Jørgensen havde efterlyst. Ved grundstensnedlæggelsen i 1968, var huset det andet studenterhus i Danmark efter Århus, som fik ét i 1964 og da huset stod færdigt, blev det overdraget til PF.
S-huset var stort og PF stod med noget af en opgave med at få udfyldt rammerne. Hurtigt kom huset til at rumme lokaler til ”hobbyaktiviteter, dagligstue, kælderbar, kaffestue, rådslokaler og butikscenter” Med sine mange tilbud og kælderbaren ikke mindst ”har mangen polytekniker midlertidigt druknet sin frustration eller sjælekval i et godt fadøl”. Som stud. polyt. Lars Dagnæs-Hansen og stud. polyt. Jacob Steen Møller skriver i Sletten 1979 er ”hovedindholdet i S-husets aktiviteter en stor og sund klubaktivitet og polyjoint”.
Men, fortsætter de, så sætter S-husets aktiviteter ikke ret mange spor på det øvrigt DTH. ”Vores oplevelse af kulde og ensomhed ude på retningerne eksisterer stadig. Det er næppe forkert at sige, at S-huset ikke har formået at skabe et alternativmiljø på Sletten.” Og som de fortsætter, så opstår der hen imod slutningen af 70’erne ”piratkaffestuer” ude i undervisningsbygningerne, hvor målet er, at polytterne skal komme hinanden ved.
Således var altså stemningen ved slutningen af årtiet. 1980’erne ventede forude, med sine nye udfordringer og løsninger.
Kildemateriale:
DTH - Polyteknisk undervisning og forskning i det 20. årh. Red. Inge Berg 1979
Sletten, 4. årg., nr. 10 d. 15/5 1974
Den polytekniske læreanstalt 1829-1979, en festudgave af Sletten, avisen v. DTH og DIA.
Rusbøger udgivet af PF fra forskellige årgange