Fra 70’erne speedes tilgangen af kvinder på DTH op
Fra arkiverne forlyder det, at den første mandlige ingeniør blev udklækket fra Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU) i 1832. Men for kvinderne forholdt det sig en del anderledes, for først 65 år senere, i 1897, blev den første kvindelige kemiingeniør færdiguddannet, og i 1914 første kvindelige bygningsingeniør, 1946 første kvindelige maskiningeniør, 1946 første kvindelige elektroingeniør.
I 1968 var der, ud af 393 udgåede ingeniører, kun 14 kvinder. Noget måtte gøres! Omkring 70’erne og især 80’erne begynder dette billede ganske langsomt at ændre sig. I 1971 var andelen af optagne kvinder 5% og i 1974 9,5%. I 1987 er tallet 20%. Der var dog stadig tendens til at kvinderne samlede sig på enkelte retninger samt at de nærmest var fraværende på kollegierne.
En tungtvejende grund til de få kvinder var helt sikkert kulturel. En kvindelig ingeniørstuderende fortæller i 1976 til DTH-avisen Sletten, hvordan hun under et familiebesøg blev mødt med fnisen fra de andre gæster over bemærkningen ”hun er begyndt på Polyteknisk læreanstalt – øh – hun skal være ingeniør”. ”Det lød virkelig morsomt” husker hun. Som det også beskrives i Sletten: ”Kvinder opdrages traditionelt til at varetage de sociale funktioner i samfundet, mens mænd opdrages til at undersøge og afprøve den eksisterende teknologi fx ved at reparere knallerter.”
I DTH’s rusbog fra 1974 undrer man sig heller ikke over, at der er flere mandlige end kvindelige ingeniører ”Ingeniørrollen, det at have forstand på teknik, at have magt over tingene, er så tæt knyttet til, hvad man forstår ved den mandlige kønsrolle.” Det er med andre ord et samfundsansvar, at uligheden findes. Og fortsætter. ”Den modsigelse man føler ved at være kvindelig ingeniørstuderende, har altså rødder i hele den måde samfundet er organiseret på og hænger tæt sammen med kvinders placering i det. Hverken kvinderne eller samfundet er tjent med, at produktionen og teknologien udelukkende er styret og udviklet og opretholdt af mænd.”
De få kvinder satte sit præg på studiemiljøet på DTH. Studenterpræsten Jens Brøndum fortæller til DTH-avisen Sletten i maj 1975, at de få kvinder i de meget mandsdominerede omgivelser, var med til at skabe et kunstigt miljø, et sterilt, ensomt og fremmedgørende miljø på DTH. Han sagde sågar, at ”enhver vist må erkende, at både kollegiemiljøet og studiemiljøet er dårligt…. For det første er der den totale isolation fra andre studieretninger og dermed inspiration fra andre tankegange. Så er der den totale isolation fra kvinder”.
Til adspredelse for de ingeniørstuderende i deres fritid, arrangerede Polyteknisk Forening i 70’erne kurser i bl.a. foto, hatha yoga, træ- og metalsløj, keramik m.m., men i Sletten fra februar 1974 kan man nu læse om et kursus for kvindelige studerende og ansatte i ”Kvinder i teknologiens mandsverden”. Kursets temaer: hvordan befinder vi os i denne mandsdominerede verden? Hvad betyder det for os, at vi er lukket ude fra teknologien? Og hvad betyder det for teknologiens verden, at den er styret af mænd?
Også i 1974 bliver der afholdt et møde på Lundtoftesletten, hvor der deltager 40 kvinder, fortrinsvis studerende. Målet er at skabe en gruppe, som skal afdække kvinders ansættelses- og arbejdsforhold og i det hele taget undersøge kvindelige ingeniørs situation, men også være en ”støtte/sludre-gruppe”.
Kvindegruppen interviewes til Ingeniørens Ugeblad om ingeniørarbejdet er naturligt arbejdsfelt for kvinder, og svarer, at så længe man automatisk regner med, at det er kvinderne der varetager alle huslige pligter for en hel familie, er vi diskvalificerede på arbejdsmarkedet. Kvindegruppen ser derfor deltidsstillinger, som en foreløbig løsning.
I Rusbogen fra 1978 kan man læse i afsnittet ”Kvinde på Sletten” at man som kvinde på DTH ofte føler sig forkert, ”men det er du ikke, det er miljøet på Sletten, der er umenneskelig og personlighedsundertrykkende.” At mødes med andre kvinder, er løsningen, i en af de mange kvindegrupper. Ifl. rusbogen er nogle kvinder også aktive i PF og faggrupper.
Som et resultat af det spæde arbejde, som de ganske få kvinder påbegyndte op gennem 70’erne, bliver der i 1987 nedsat et kvindeudvalg af DTH’s konsistorium. Det hed sig, at udvalget blev oprettet på baggrund af det meget lave antal kvinder blandt både studerende og lærere, eksempelvis var der ikke en eneste kvindelig professor på DTH. Udvalget bestod af 2 lærere, 2 TAP’er og 2 studerende og udvalget havde til opgave at ”overveje i hvilket omfang og på hvilke felter, indsatsen omkring kvindespørgsmål og ligestilling bør og kan intensiveres.” I starten blev der bl.a. arrangeret debatteater-forestillinger, som handlede om skoleelevers måde at omgås hinanden, om de stille piger og de raske drenge, der blev afholdt DTH-besøg for gymnasiepiger. Udvalget lavede en handlingsplan for hvordan, der kunne skabes bedre forhold for kvinder på DTH, og der blev påbegyndt et projekt, der skulle definere kvindeforskning på det tekniske område.