Under overskriften Miljøet må I selv lave – det får man ikke arkitekttegnet, svarede arkitekt Nils Koppel forud for indvielsen af det nye Lundtofte byggeri i 1974 på spørgsmål til DTH-avisen Slettens medarbejder.
Indledningsvis præciserer Koppel, at det ikke er arkitekten, der har udarbejdet generalplanen, men højskolen selv. Som han fortsætter, så gik den ud på, at hver af højskolens retninger skulle disponere over hver sin kvadrant, at administrationen skulle placeres centralt, at hver studieretning skulle have egne auditorier m.m. tæt på dens forskningsarealer, og at der skulle være afstand mellem bygningerne til udvidelser.
Om afstanden mellem bygningerne:
Ingen kunne forudse at læreanstalten midt under byggeriet så radikalt ændrede studiesystem, så den klassiske retningsopdeling, blev slået i stykker. Det er klar, at hvis de studerende kommer til at sammensætte deres studieforløb ved individuelle pluk af forskellige modulkurser på tværs af de fire klassiske retninger, ”så får de noget at løbe om”.
Om trafikforholdene:
Jeg må i dag erkende, at der burde have været ofret mere på at differentiere trafikken, således at biler, cykler og fodgængere blev bedre adskilt. Der burde have været en fodgængerovergang på Anker Engelunds vej. Der var en bro med i projektet, men den blev trimmet væk, under den økonomiske nedskæring af byggeriet i 1962.
Om niveau-murene:
Ved projektets start, stod vi ikke med et naturligt kuperet terræn, men en stor flad slette, som var vindskæv. Derfor terrasseløsningen. Og de tilsyneladende ”kostbare mure”, har været uhyre økonomiske. De er beklædt med et affaldsprodukt – afklippede tumper fra et skifferbrud.
Om det sterile miljø og hvide vægge
Jeg ved godt, at der på DTH har været udspredt den myte, at jeg skulle have nedlagt forbud mod, at man indretter sig som man vil. Jeg har ikke magt til noget i den retning. Jeg synes tværtimod at de mennesker, der bruger bygningerne, selv skal sætte deres præg på deres afdelinger, områder og kontorer.
Om resultatet
Jeg føler ingen trang til at undskylde noget. Der er selvfølgelig enkeltheder, som var blevet anderledes, hvis man havde haft tid til grundigere overvejelser og ikke havde været nødt til at skære i projektet i 1962. Som helhed synes jeg, at byggeriet er lykkedes.