På DTU i 1970'erne

Blive eller flytte?

Efter Anden Verdenskrig fik Danmarks teknisk højskole for alvor vokseværk. Højskolen havde boet i København i mere end 100 år, men spørgsmålet var, om den kunne rummes i hovedstaden? Skulle den flytte til forstaden, hvor der var mere plads? Undervisningsministeriet opfordrede i 1957 daværende rektor Anker Engelund til at udarbejde en 10 års plan. Engelund ønskede, at højskolen blev i København, og foreslog, at man udvidede til Rigensgade, fjernede nogle beboelsesejendomme samt ophævede fredningen af det gamle Garnisonssygehus. Det faldt ikke i god jord. Der rejste sig en storm af protester i aviser, fra både politikere og arkitekter, mens protesten på DTH blev beskrevet som ”en reaktion fra en indtil da hensovet fredningsinteresse”.

Man blev nødsaget til at gentænke projektet. Skulle man opdele og sprede højskolen - eller flytte det hele?

Professor Engelund anmodede byudviklingsudvalget i København om hjælp til en undersøgelse af de forskellige muligheder for en hel eller delvis udflytning af DTH.

Ret hurtigt stod det klart, at det ville være direkte ”utilfredsstillende” at placere dele af højskolen et andet sted, og den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen besluttede at løse alle problemer ved at flytte hele højskolen.

Næste udfordring blev at finde et nyt sted til Danmarks tekniske højskole.

Og vinderen blev: Albertlund

I svaret fra byudviklingsudvalget kunne man læse, at det var afgørende at højskolen skulle placeres så tæt som overhovedet muligt på eksisterende eller fremtidig S-banestation. Endvidere lagde det også vægt på at afstanden til København skulle være så lille som muligt af hensyn til både tid og omkostninger.

Byudviklingsudvalget fandt derfor frem til følgende mulige placeringer:

  1. Albertslund – betegnet som ”absolut bedst placering” med kort afstand til S-tog.
  2. Brøndbyøster- lidt længere afstand til tog og dårlige udvidelsesmuligheder
  3. Ballerup/Måløv - ikke egnet på grund af lang rejsetid
  4. Hareskovvej i Gladsaxe - området for lille og dårlig trafikal beliggenhed
  5. Lundtoftesletten - dårlige trafikale forhold, midt imellem 2 projekterede S-banestationer, samt ringe busdækning; rutebil på Helsingørvejen, med skift på Jægersborg station
  6. Godset Kokkedals jorder i Hørsholm - For langt fra København
  7. Et militært område ved Vognmandsmarken på Østerbro - for lille et område, men ellers god placering

Radiobølgerne bestemte udfaldet

Noget ganske andet kom i sidste ende til at bestemme placeringen. Gennem skriverier mellem DTH, chefen for Post- og Telegrafvæsenet Gunnar Pedersen, professor, dr. tech. F. Ingerslev og professor Jørgen Rybner blev risikoen for radioforstyrrelser nemlig debatteret.  Professor Rybner skrev i brev til Engelund, at radioforstyrrelser ville påvirke laboratoriernes elektroniske måleinstrumenter og ”at personalet ikke var skolet i at forudse og bekæmpe de forstyrrelser, som lejlighedsvis kunne opstå og altså ændre måleresultater”. Han fastslog at forstyrrelserne stammede fra stærkstrømsnettet og radiosendere og at man for mere ideelle forhold for højskolen skulle i tilpas afstand fra København.

Et ekspertudvalg fandt efterfølgende frem til en tålelig grænse for forstyrrelse (feltstyrke) på 50 millivolt pr. meter, som måleteknisk kunne tolereres. 

Med de nye oplysninger og hensyn in mente, blev feltet med placeringsmuligheder nu udfordret og indsnævret.

Den før så oplagte placering i Albertslund, havde det problem at deres lokale Herstedvester Radio, medførte en feltstyrke på 600 mV/m, og altså 12 gange det acceptable niveau. Radioens stolte 125 m høje antennemast, samt planerne om flere master, forpurrede planerne om højskolens fremtid i Albertslund.

Forstyrrelserne i Brøndby, Måløv og Gladsaxe var alle over 150 mV/m, og derfor heller ikke brugbare til formålet.  Lundtoftesletten derimod havde en feltstyrke på 50 mV/m, og Kokkedal en feltstyrke på kun 10 mV/m.

Rektor Engelund som godt nok havde lidt nederlag om at udvide på Østervold, kastede nu al sin energi ind i erhvervelsen af Lundtoftesletten, og følgende svar fra Danmarks tekniske højskole forelå d. 13. januar 1958:

  1. Albertslund - Radioforstyrrelserne fra Herstedvester kan ikke tolereres, idet de vil genere elektronisk måling helt utilstedeligt. Der skulle i så fald etableres radioafskærmning.
  2. Brøndbyøster - bortfalder, da radioafskærmning ikke synes mulig
  3. Ballerup - bortfalder, da radioafskærmning ikke synes mulig
  4. Gladsaxe - bortfalder, da radioafskærmning ikke synes mulig
  5. Lundtofte - denne mulighed er meget eftertragtet, særligt ”når en kommende S-bane anlægges langs arealets østside”. ”Befordring med kollektive transportmidler lader dog noget tilbage at ønske, så længe nævnte S-bane ikke er i drift. Radiobølgernes feltstyrke er her så lav, at afskærmning af radiostationer er overflødig.”
  6. Kokkedal. Landskabet er attraktivt. Radiobølger frembyder ikke noget problem. Afstanden til København er større end til de andre og kan blive et problem i forhold til samarbejde med andre institutioner og industrien, samt med at skaffe deltids ansatte, som der er stort behov for.
  7. Vognmandsmarken. Bortfalder, da arealet er for lille, kun 20 ha.

Den ventede S-bane bliver en fuser

Man godtog altså fra højskolens side Lundtofte placeringen, bl.a. hvis S-banen blev bygget. Politisk blev projektet også støttet, da politikere i 1959 fremsatte ønske om at fremskynde anlæggelse af banen, så den kunne understøtte det nye DTH, og d. 17. maj 1961 ved lov besluttede, at banen skulle anlægges.

Banen var godt nok ”nr. sjok på DSB’s prioriteringsliste”. Ligesom der var andre kritiske ryster, som bl.a. fra den konservative politiker K. Thestrup, der mente, at Lundtofte banen var overvurderet, fordi DTH’s nye kollegier jo skulle placeres i Isterød, og derfor ikke ville blive brugt af de studerende. Et andet kritikpunkt i tiden var, at der siden 1950’erne var sket en ændring i folks trafikvaner, og at mange studerende nu også var blevet ”motoriseret”. 

På trods af alt, gik man i 1963 i gang med jordarbejdet, og allerede i 1964 standsede det hele pga. økonomi og andre trafikale udfordringer omkring København. I 1969 var man efterhånden kommet dertil, at drøfte en anden anvendelse af Lundtoftebanens arealer, og i 1971 begyndte Lyngby-Taarbæk kommune at ”begrave” banen og opfylde hullerne.

I den lange vaklende periode mellem at starte eller stoppe anlæggelsen af banen, var byggeriet på Lundtoftesletten for længst gået i gang.

Som man havde kunnet læse i Politiken 15/9 1959, skulle Lundtofte være stedet for Danmarks ”polyteknikerby”; det hidtil største samlede byggeri til 300 millioner med sine 50.000 små ege- og birketræer. Man regnede med en 10 års byggeperiode, og elektroingeniørerne begyndte undervisning i Lundtofte, som de første i 1962. Hele byggeriet blev indviet 17. maj 1974.

 

 

Kilder:

Diverse arkivalier fra Rigsarkivet

DTH, polyteknisk undervisning og forskning i det 20. århundrede, red. Inge Berg, 1979 

Den polytekniske læreanstalt 1829-1979, en festudgave af Sletten

Ole Harkjær og Jeppe Tønsberg, København og DTU som grundejere i Lyngby-Taarbæk, Lyngby-bogen 1999, s. 121-137

Peer Thomassen, Søllerød bogen 1974