Fagområdet blev oprettet på læreanstalten efter at dr. phil. Christian Winther i 1910 havde holdt en række inspirerende forelæsninger om fotokemi og fotografi. Det kom til at bestå af en teoretisk del med særligt fokus på den tekniske anvendelse samt praktiske øvelser i fotokemisk-fotografi. I 1914 blev området udvidet til også at omfatte videnskabeligt fotografi. Faget havde på dette tidspunkt endnu ikke eget laboratorium, så øvelser blev foretaget på Kemisk Laboratorium med et apparatur, som efter sigende var selvbygget og ret primitivt.
I 1917 fik Laboratoriet for Fotokemi og videnskabelig Fotografering, som det nu hed, selvstændig status, og placeret i lejede lokaler i Teknologisk Instituts kvistlokaler i Sølvgade. Laboratoriet var efter sigende nu godt og moderne udstyret. Foto ovenfor er fra denne periode. I 1919 fik faget et professorat, idet Chr. Winther blev udnævnt til professor i fotokemi.
I 1932 flyttes laboratoriet over på læreanstalten og i samme anledning bliver der indkøbt følgende: "Et Kopierapparat, et Mørkkammerur, to Kvartslinser, to Kvartskvægsølvlamper, to Kemikalieskabe, fire Borde, et Skrivebord , et Skuffedarium, to Bogreoler, et Stinkskab, en Filebænk og en False-og Afkantemaskine."
Antallet af studerende steg i hele perioden stødt, på samme måde som også fotografiens rolle voksede. Særligt meget steg antallet ved udviklingen af farvefotografiet, og faktisk måtte der adgangsbegrænsninger til, fordi interessen var så stor.
I 1947 tog laboratoriet også undervisning i reproduktionsteknik op, i samarbejde med Den grafiske Højskole, som havde de nødvendige maskiner.
I de årlige årsberetninger fra institutterne og laboratorierne kunne man fx læse følgende i 1951 fra fotokemi:
"Professor Winther har fortsat sine undersøgelser over en metode til måling af damptryksformindskelsen over vandige opløsninger ved ændringen af interferensfarver på visse kromgelatineplader. Civilingeniør Herman Christensen har fortsat sine undersøgelser over den af ham opfundne farvefotografiske metodes anvendelse til fremstilling af papirbilleder."
Igen i 1954 måtte det flytte, da læreanstalten rykker over i sit nye domicil på Øster Voldgade 10.
I 1972 var det så slut, da laboratoriet blev nedlagt på Østervold, og faget lagt under Fysisk-kemi på DTH i Lyngby