1894 - 1939

Den danske ingeniørs Guldalder

Det er ikke uden grund, at perioden 1894-1939 betegnes som Den danske ingeniørs Guldalder. Ingeniørernes betydning og antal steg kraftigt samtidigt med, at den teknologiske udvikling og industrialiseringen skred frem. De danske civilingeniører var ikke kun efterspurgte i Danmark men også internationalt. Dette skyldes, den uddannelse de havde fået på Den Polytekniske Læreanstalt, og det ry Læreanstalten have opnået. Læreanstalten skulle dog igennem en del forandringer, før man kom dertil.

Kritik og reform

I 1892 brød en voldsom debat om Den Polytekniske Læreanstalts undervisning ud i den nystiftede Dansk Ingeniørforenings tidsskrift ”Ingeniøren”. Kritikken gik blandt på manglende faglig udvikling og for få lærerkræfter på bygningsområdet samt mangel på teoretisk fundering af maskinlære og teknisk mekanik. En del af kritikerne mente desuden, at Læreanstalten ikke gav dens studerende et tilstrækkeligt grundlag for at kunne give sig i kast med praktiske opgaver efter endt uddannelse. Teori og praksis skulle knyttes tættere sammen. 

Resultatet af kritikken blev en stor reform af undervisningen i 1894. Studiet som fabriksingeniør (kemi) blev nu normeret til tre et halvt år, mens maskin- og bygningsingeniørstudierne skulle tage fire et halvt år. Desuden blev fagenes indhold og undervisningsmetoder moderniseret.

Nye tendenser, nye bygninger, nye fag

Internationalt slog nye tendenser igennem på ingeniørhøjskolerne i slutningen af 1800-tallet. Det blev normalt at have eksperimentelle maskinværksteder, bygningslaboratorier til materialprøvning, man begyndte på at foretage præcisionsmålinger, og elektroteknikken var i kraftig fremmarch. Læreanstalten fulgte med i denne udvikling, og Sølvtorvskomplekset blev udvidet med et elektroteknisk laboratorium og et moderne maskinværksted i det første tiår af 1900-tallet.

Elektroteknik kom til som et nyt fag i 1903. For hurtigt at positionere sig i forhold til de tekniske skoler der var ved at dukke op i løbet af 1800-tallet, blev der først indrettet et interimistisk elektroteknisk laboratorium. Et docentur i elektroteknik blev oprettet i 1903 til Absalon Larsen. Docenturet blev hurtigt til et professorat, og september samme år udbød man den nye uddannelse i elektroteknik. Faget blev yderligere styrket af P.O. Pedersens docentur i svagstrømsteknik fra 1909, specielt da området blev gjort til et obligatorisk hovedfag.

Konkurrence fra alternative uddannelser

I løbet af 1800-tallet indførtes forskellige håndværksuddannelser så som de Massmannske søndagsskoler (1800) og Institut for Metalarbejdere (1807). Omkring 1860 havde håndværkerforeninger åbnet private tekniske skoler i alle større byer. Disse blev udbygget frem til 1880. Skolerne skulle primært føre lærlinge frem til svendeniveau, men i København og større provinsbyer udbød man også et videregående niveau. I 1877 splittede man skoler med og uden videregående niveau op og indførte et gradueret statstilskud. Den første egentlige teknikumingeniøruddannelse blev dog først udbudt da Odense Teknikum åbnede i 1905. Dermed var der opstået et alternativ til uddannelsen på Den Polytekniske Læreanstalt.

Mellemteknikerne fra teknika og andre skoler fik betydning fra begyndelsen af 1900-tallet. I virksomhederne fik de typisk lavere placerede stillinger, mens polyteknikere fra Den Polytekniske Læreanstalt besatte de ledende stillinger. Mellem 1890 og 1920 blev der uddannet 1.100 mellemteknikere. Den Polytekniske Læreanstalts kandidater oplevede en betydelig konkurrence fra disse mellemtekniske uddannelser indenfor industrien.

 

På højde med udlandet

De nye tekniske mellemuddannelser truede dog ikke Den Polytekniske Læreanstalt som landets førende tekniske uddannelsesinstitution. Da Hagemann indtrådte som ny direktør på Den Polytekniske Læreanstalt, udtalte han ved dimissionstalen i 1903: ”Lad os stræbe efter at blive dygtige som de dygtigste fra fremmede Læreanstalter, muligen overgå dem”[1]. Da han i 1912 trådte tilbage konstaterede han tørt, at Læreanstalten var ”i Højde med Udlandets bedste tekniske Højskoler”[2]. Målet var nået.

På undervisningsområdet skete der store forandringer. Eksempelvis blev der indført gæringsfysiologi og landboteknisk kemi for fabriksingeniører (kemiingeniører). Lærerkræfterne var i perioden 1890-1920 internationalt velorienterede med forbindelser til internationale kapaciteter og havde tilknytning til det praktiske liv uden for Læreanstalten. At brobygningsstatik og materiallære var i front skyldtes ikke mindst Asger S. Ostenfeld og Edouard Suenson, der var pionerer inden for deres respektive områder.

Men også elektroingeniørerne og kemiingeniørerne var internationalt anerkendte. Indførelsen af den tekniske doktorgrad, dr. techn., i 1916 symboliserede og cementerede ingeniørens anerkendelse i samfundet. Den første disputats forsvaredes af Julius Hartmann i 1918, og den første tekniske æresdoktor blev Professor Henry le Chatelier i 1921.

 

Blandt de bedste i Europa

Omkring 1920 var Den Polytekniske Læresanstalt blandt de bedste i Europa. Der var store elevoptag, så store at man i 1919 måtte begrænse optaget til 200 om året. Uddannelser og fagområder uviklede sig samtidigt hurtigt. Fra at have været en mindre dansk institution var man nu internationalt velrenommeret, og inden for elektroteknik og bygningsfagene var man fremtrædende.

 

Kvindernes indtog

De to første kvinder blev færdige som kemiingeniører i 1897. I 1919 havde man uddannet 30 kvindelige kemiingeniører og en kvindelig bygningsingeniør, men der var stadigvæk ingen kvindelige maskiningeniører eller elektroingeniører. Kvinderne vandt således kun lidt efter lidt indpas, og blev til tider overset. I 1903 begyndte direktør Hagemann eksamenstalen ”Mine Herrer”. Hvad de kvindelige tilhørere tænkte, er ukendt!

 

En del af det gode selskab

I perioden 1890 til 1920 opnåede ingeniørerne ikke blot anerkendelse; De blev en del af det gode selskab. Det er her en egentlig professionalisering finder sted. I denne proces spiller Dansk Ingeniørforening og tidsskriftet ”Ingeniøren” en vigtig rolle i afklaringen af, hvad en ingeniør er. 1890-1920 er også perioden, hvor den danske polytekniker fik sit egentlige gennembrud i dansk industri. Dette er ikke kun på det tekniske niveau, men også som funktionærer og ledere. Ingeniørens anerkendelse steg i denne periode samtidigt med, at teknikkens betydning i samfundet steg.

 

Teknikken udvikles betydeligt

I perioden ses en øget mekanisering, specialisering, standardisering samt rationalisering af arbejdsprocesserne, herunder ser man seriefremstilling, begyndende samlebåndsproduktion og større produktionsenheder. Der var tendenser til stordrift, store industrianlæg og øget urbanisering. Det er allerede fra 1890'erne, at den teknologiske udvikling tog fat. En afgørende faktor var den kommercielle udnyttelse af elektriciteten. Elektroindustrien og maskinværksteder skød op sideløbende med landets elværker. I begyndelsen af perioden sås specielt en vækst i provinsbyerne, mens København tog teten sidst i perioden. Nye områder opstod, for eksempel gummi- og filmindustri samt brødfabrikker og cigaretproduktion. Der blev anlagt havne, køleanlæg, slagterier og andelsmejerier, der alle var med til at fremme landbrugsproduktionen.

Ingeniører havde en betydelig effekt på den industrielle udvikling. Det er specielt tilfældet inden for jern- og metalindustrien, der oplevede en betragtelig vækst i perioden. Nye elektrotekniske produkter skød frem, men det gjorde turbiner, ekspansionsmotorer, køleanlæg og lignende også. Dette førte til behov for øget præcision og planlægning på maskinværkstederne, hvilket forøgede efterspørgslen efter ingeniører. Værktøjs- og arbejdsmaskinerne holdt her deres indtog. Jern- og metalindustrien blev det mest centrale ansættelsesområde for ingeniører i industrien. Burmeister & Wain og F.L. Smidth havde hver i 1930 mere end 200 civil- og teknikumingeniører ansat, hvilket svarede til godt halvdelen af ingeniørerne i den samlede maskinindustri.

Fra 1933 til 1939 voksede beskæftigelsen som sådan i industrien med 40 %, en udbygning der fortsatte under anden verdenskrig. Antallet af industriarbejdere steg fra 180.600 i 1935 til 278.900 i 1948. Samtidig steg beskæftigelsen i gennemsnit med 3,4 % årligt, og den tilrådehavende mekaniske kraft med 4,7 %. I 1930’erne var det specielt den lette forbrugsvareindustri som konfektion, skotøj og tekstilindustri, der blev udbygget.

 

Verden som arbejdsplads

Antallet af ingeniører voksede støt. Af de 2.000 kandidater fra Læreanstalten, som i alt blev produceret frem til 1920, var 1.100 bygningsingeniører, og der kom ca. 300 fra hver af de andre retninger. Ansættelse inden for det kommunale område oplevede en nedgang, mens det statslige bibeholdt sin betydning. Industrien blev øget lidt, mens handel og entreprenørområdet steg kraftigt. Den rådgivende ingeniør var i fremgang. For at følge med tiden skiftede ”Den Polytekniske Læreanstalt” navn til ”Danmarks Tekniske Højskole, Den Polytekniske Læreanstalt” (DTH) i 1933.

Desuden sås en vækst i antallet af danske ingeniører, der arbejdede i udlandet. Dette var en tendens, der var endnu mere tydelig i 1930’erne. Som Harald Holdstein udtalte i 1919: Danske ingeniører ”nyder ... overalt en stor Anseelse og har et godt Navn” på grund af deres kundskaber [3]. Andelen af den danske ingeniørstand, der arbejdede i udlandet, blev øget i 1930’erne til mellem 15 og 20 %. Kampsax stod her for nogle af de mest monumentale byggearbejder. Firmaet anlagde 1.000 km jernbane i Tyrkiet i 1927-35 og ca. 950 km jernbane i Iran 1933-38. Danske ingeniører havde verden som deres arbejdsplads. Intet under at perioden betegnes som ”Den danske ingeniørs Guldalder”.

Læs mere

Harnow, Henrik,

”Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Danske ingeniørers uddannelse, professionalisering og betydning for den danske moderniseringsproces.”

Systime 1998.

 

Hyldtoft, Ole

Københavns industrialisering 1840-1914,

Systime, 1984

 

 

[1] Tale ved eksamensafslutningen 1903, Ingeniøren 1903, s. 41-42.

 

[2] Tale ved eksamensafslutningen 1912, Ingeniøren 1912, s. 95-97.

 

[3] Harald Holdstein, ”Om Ingeniørerne derude”, Ingeniøren, 1919. s. 159-162.